Fynboer danmarksmestre i uheldig disciplin: Mere end hver anden glemmer vigtige aftaler
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fyn ligger øverst, når det kommer til at glemme indkaldelser og vigtige aftaler. Det slår ny undersøgelse fast.
Du kender det nok.
Du havde en vigtig aftale hos tandlægen om formiddagen, men hverdagens hektiske skema kommer i vejen, og man glemmer at møde op.
Det er i hvert fald tilfældet for hver femte fynbo. Og det er flest af alle på landsbasis.
Det slår en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for e-boks fast.
Undersøgelsen har netop kåret fynboerne til danmarksmestre i at glemme indkaldelser og ikke dukke op til vigtige aftaler.
Hver anden bestiller ikke tid
E-boks har udspurgt 1.500 danskere, og her var svaret entydigt.
55 procent af fynboerne besvarer ikke de indkaldelser, der kommer deres vej.
Det gør Fyn til den landsdel, hvor beboerne er dårligst til at reagere på deres lægelige påmindelser.
Den nærmeste forfølger er Sønderjylland, hvor 53 procent af befolkningen ikke får reageret på påmindelserne.
Men det er ikke nødvendigvis af ond vilje, at fynboerne ikke dukker op, viser undersøgelsen.
- Når vi undlader at dukke op til en tid, så er det, fordi vi ikke får de nødvendige påmindelser, og den slags forglemmelser kan langt hen ad vejen nemt undgås. For eksempel ved at holde den enkelte kunde eller patient i hånden på hele kunderejsen, fortæller Kim Konstantin Sølbeck, som er vækstdirektør i e-Boks.
Hver femte dukker ikke op
Det er ikke kun, når det kommer til at bestille tid, at det kniber for fynboerne.
20 procent af fynboerne dukker nemlig ikke op til de vigtige aftaler, man ellers får booket.
Det placerer fynboerne på en suveræn førsteplads - kun forfulgt af Bornholm, hvor 15 procent ikke dukker op til deres vigtige aftaler.
Og det kan være en dyr fornøjelse for de erhvervsdrivende.
- For den enkelte lokale erhvervsdrivende, der står med en tom tandlægestol eller lægebriks, er der faktisk tale om rigtigt mange penge. I nogle tilfælde koster det sågar vores alle sammens pengepung, når vi taler om udeblivelser i det offentlige. Det er ikke bare en ekstra kaffepause i løbet af arbejdsdagen. Det kan være rigtigt dyrt, fastslår Kim Konstantin Sølbeck.
Og det er ikke kun de fynske borgere, der har problemer for tiden. Lige nu kæmper Region Syddanmark med at nå til enighed med Praktiserende Lægers Organisation I Syddanmark om en ny lægevagtordning.