Fem fynske atleter har mulighed for, at kvalificere sig til de Paralympiske Lege (PL), som er planlagt til at blive afviklet i Tokyo om et halvt år.
Det er atletikudøveren Kristel Høj Walther fra Langeskov, cykelrytteren Steven Meier fra Odense, dressurrytterne Stinna Tange Kaastrup og Camilla Christensen samt Mikkel Schöttel fra Odense i kørestolsrugby.
De er alle i bruttotruppen, og for flere af atleterne er det ikke første gang, at der står Paralympiske Lege i kalenderen.
Således var diskoskasteren Kristel Høj Walther med i Rio i 2016, og hun håber på at blive udvalgt til den trup som er med, når legenes åbningsceremoni går i gang den 24. august.
- Til PL glæder jeg mig især til at mærke suset ved at skulle repræsentere mit eget land i en stor konkurrence - ja faktisk den største, siger Kristel Høj Walther i en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF), og tilføjer:
- Timerne inden konkurrencen er for mig aldrig sjove, men at stå på stadion, finde fokus, træde ind i ringen og fyre et forhåbentligt langt kast af. Det glæder jeg mig til.
Fra 43 til måske 23
Kristel Høj Walther vil kunne tage til Tokyo med en flot fjerdeplads fra VM i 2019, men nu er den 33-årige atlets fokus rettet direkte mod at toppe ved PL, som er den tredjestørste sportsbegivenhed i verden.
- Det betyder, at jeg lige nu har meget fokus på at blive stærkere og arbejder med en meget teknisk tilgang til kastene. Lidt senere bliver fokus mere på vedligeholdelse af styrken og opbygning af konkurrenceformen. Det er alt sammen en del af planen, fortæller Kristel Høj Walther, som er underbensamputeret.
På landsplan er der lige nu 43 atleter i bruttotruppen. Forventningen er, at den endelige danske PL-trup ender på mellem 23 og 28 atleter i cirka ti forskellige idrætsgrene.
Det er første gang, at Danmarks Idrætsforbund står for den danske delegation. Arbejdet med at optimere Danmarks deltagelse til PL i Tokyo sker i tæt samarbejde med Parasport Danmark og Team Danmark.