Fynsk offer for justitsmord får ny retssag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Den Særlige Klageret genoptager røverisag fra 2005, fordi dommen var baseret på en løgnagtig forklaring.
En fynsk mand, der i 2005 med urette blev fundet skyldig i et røveri, får nu en ny retssag.
Den Særlige Klageret har netop besluttet at genoptage straffesagen mod Claus Toft Rasmussen.
Det betyder, at han i en ny straffesag kan blive frifundet.
- Det er et vigtigt skridt på den lange vej mod retfærdighed, siger hans advokat, Niels Rex, til Ritzau.
Rasmussen blev i byretten i 2004 og af landsretten i 2005 dømt for at have begået et røveri mod en kok, der arbejdede i det centrale Odense. Straffen lød på fængsel i et år og seks måneder.
Selv om han hele vejen igennem nægtede sig skyldig, troede hverken politiet, anklagemyndigheden eller dommerne på ham.
Først sidste år stod det klart, at kokken var en løgner. Han tilstod at have opdigtet historien om røveriet, og i januar i år blev han straffet med fængsel i to år for falsk forklaring for retten og for flere andre falske anmeldelser til politiet.
Med klagerettens afgørelse er vejen banet for, at landsretten kan frifinde Claus Toft Rasmussen.
Derefter kan myndighederne tage stilling til hans krav om erstatning.
Advokat Niels Rex har krævet cirka 450.000 kroner som kompensation for den uretmæssige afsoning, varetægtsfængsling og for tort.
- Den sag er et godt bevis på, at man ikke kan se på folk, om de lyver eller ej. Og det kan politiet og retten heller ikke altid, har advokat Niels Rex tidligere sagt.
Retspræsidenten i Odense, Henrik Agersnap, har fastslået, at sagen er meget usædvanlig.
Men den er en "påmindelse til dommerne og lægdommerne om, hvor vigtigt det er at være omhyggelig med at vurdere vidnernes troværdighed," har Henrik Agersnap skrevet i en mail til Ritzau.