Knud Erik Christensen formår at inspirere, inddrage og pirre nysgerrigheden hos sine studerende på læreruddannelsen.
Så meget, at de i samarbejde med ledelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor han underviser, indstillede ham til Undervisningsprisen, som er en ny pris, der bliver uddelt af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Sammen med seks andre undervisere er han nu blevet udvalgt til at modtage prisen.
Ved en ceremoni onsdag overrækker Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen prisen til de syv vindere.
- Der skal være mere prestige i at være en god underviser. Vores dygtige undervisere på de videregående uddannelser fortjener større anerkendelse. Faktisk bør fremragende undervisning have samme høje status som fremragende forskning på de videregående uddannelser, siger Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse om baggrunden for prisen.
Præmie på en halv million kroner
Udover æren følger der med prisen en pengepræmie på 500.000 kroner. De 200.000 kroner er en personlig hæderspræmie, mens de 300.000 kroner skal bruges på at skabe "god og engagerende undervisning på uddannelsesinstitutionen", hedder det i pressemeddelelsen.
Den 54-årige underviser er oprindelig fra Jylland, men bor i dag på Sydfyn. Han hædres blandt andet for sin evne til at forberede de studerende på, hvordan livet som lærer er, når man forlader skolebænken.
- Jeg vil gerne sende lærere ud, som har oparbejdet kompetencerne til at kunne håndtere praksis derude, siger Knud Erik Christensen i et interview på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
I forhold til, at det netop er ham der har modtaget prisen, er han dog ydmyg.
- Jeg oplever, at valget af mig er at sammenligne med valget af et bøgeblad fra et stort træ. Mange andre blade kunne have været valgt med lige så god ret, siger han i interviewet.
Griber øjeblikket
At det er lige præcis ham, der er blandt de syv undervisere, der hædres, hænger ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sammen med, at han formår at få sin undervisning til at gå op i en højere enhed.
- Knud Erik Christensen har en inspirerende tilgang til undervisning. Han ser sin undervisning som en levende organisme, og han er dygtig til at gribe øjeblikket. På den måde får han sin undervisning og samspillet med de studerende til at gå op i en højere enhed. Det er afgørende i arbejdet med at ruste de kommende lærere til mødet med virkeligheden ude i folkeskolerne, siger hun i en skriftlig kommentar til TV 2 Fyn.
Prisen uddeles kl. 13.15 i Uddannelses- og Forskningsministeriet.