De fynske håndboldklubber kan lørdag gå hjem fra årets Sportslørdag med armene over hovedet.
Faktisk har Odense Håndbold så meget guld på holdet, at Årets Sportsnavn ikke gives til et enkelt navn i år.
En mere retvisende titel til prisen for årets fynske sportspræstation bør i år nemlig være Årets Sportsnavne.
Således er Odense Håndbolds Rikke Iversen, Althea Reinhardt og Mie Højlund alle tre vindere af prisen Årets Sportsnavn.
De tre håndboldkvinder vandt i 2022 EM-sølv med landsholdet og vandt samtidig DM-guld med Odense Håndbold for anden gang i træk.
- Vi er enormt beæret og stolte over at vinde den her pris, siger de tre håndboldkvinder i en takke-video, da de desværre ikke kunne være tilstede ved prisuddelingen på grund af en vigtig Champions League-kamp lørdag aften.
Årets Sportsnavn-prisen blev stiftet i 1950 og blev kåret af en dommerkomite bestående af det Fynske Idrætsforbund, TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende.
Hovedprisen ved Fynske Banks Sportslørdag kan kun gives til en sportsudøver tre gange. Blandt andet derfor var fynske Viktor Axelsen slet ikke nomineret til prisen i år, selvom han har haft et super succesfuldt 2022.
Årets Fund fra Dalumhallerne
Sportslørdagens anden pris gik også til et fynsk håndboldtalent.
Vinderen af prisen Årets Fund er GOG's U18-målmand Ida Marie Kaysen, der har fået sin håndboldopdragelse i Dalumhallerne.
Hun vandt i 2022 VM-sølv med U18-landsholdet i håndbold, hvor hun også blev kåret til VM-turneringens bedste målmand.
I oktober skrev målvogtertalentet kontrakt med Viborg HK fra 2023.
Dengang kaldte Jakob Vestergaard, der er Viborg HK's cheftræner, Ida Marie Kaysen for en af fremtidens stjerner.
Prisen gives af en komite, der består af medlemmer fra TV2 Fyn, Fyens Stiftstidende og Fynske Idrætsforbund.