Der går i gennemsnit 10 måneder, fra en dansk husejer sætter til salg-skiltet i forhaven, til køberne har skrevet under på købsaftalen, eller sælgeren opgiver projektet og fjerner skiltet igen. Det viser en opgørelse fra Realkreditrådet.
Den gennemsnitlige udbudstid for et parcel- og rækkehus var i slutningen af juli 305 dage.
- Udbudstiden på huse er på landsplan stort set uændret i forhold til sidste år, men der er en klar forskel i udviklingen mellem øst og vest, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, i en pressemeddelelse.
- Udbudstiderne er generelt faldet på Sjælland, mens husene har stået længere tid til salg i Jylland og på Fyn, siger hun.
I forhold til juli 2013 er udbudstiden for parcel- og rækkehuse på landsplan steget med to dage.
Men ifølge Ane Arnth Jensen er udbudstiden for et parcel- og rækkehus i Københavns Kommune blevet en måned kortere i forhold til sidste år, mens der omvendt er lagt knap en måned til udbudstiden i Vestjylland.
I juli var der i alt 64.106 boliger til salg på det danske marked. Det er en stigning på 475 boliger i forhold til sidste år.
- Flere sætter boligen til salg i løbet af foråret, hvorefter udbuddet falder igen fra om sommeren. Det seneste års tid er ikke nogen undtagelse, og udbuddet er faldet i juli. Men i forhold til for et år siden, så har boligkøberne fået lidt flere boliger at vælge mellem, siger Ane Arnth Jensen.
Udbudstiden er det antal dage, de udbudte boliger i gennemsnit har været aktive på internettet.