De fynske kystbyer slap nådigt fra den kraftige vind, der fra onsdag aften til torsdag morgen pressede vandet fra Kattegat mod syd.
Således er der ingen meldinger om oversvømmelser nogen steder på Fyn.
Men TV 2 Fyns reporter kan i morgenmørket fortælle, at det var lige ved og næsten i havnen i Assens.
- Her er der vand til kajkanten, og der ligger store søer, som meget vel kan være havvand, på kajen, fortæller han.
Fyns Politi oplyser desuden torsdag morgen, at der ingen meldinger er om, at havet er trængt ind over land.
Pres på Nordfyn - også
Meldingen var midt på aftenen onsdag, at en kraftig vind fra nord og nordøstlig retning ville presse vandet fra Kattegat mod syd.
- Og det vil give forhøjet vandstand flere steder onsdag aften og nat, meldte TV2 Vejret.
Blandt andet var meldingen, at vandstanden ville stige langs Nordfyns kyst i de sene aftentimer, hvor den når ville nå op mellem 70 og 100 centimeter over daglig vande.
Torsdag morgen holdt beredskabet øje med vandstanden flere steder i de sydlige, fynske kystbyer. Her var der fokus på blandt andet Bagenkop, Faaborg og netop Assens, hvor vandet lå og skvulpede i kajkanten.