Helt unikt: Denne patrulje har sygeplejerske ombord og har ikke travlt

I 2019 var det et pilotprojekt, men i 2024 er Fyns Politi den eneste politikreds, der stadig rykker ud med en sygeplejerske. Her er meldingen, at den fælles patrulje er en uvurderlig ressource i det daglige arbejde.

Borgere med psykiske lidelser optager en stor del af politiets ressourcer i det daglige patruljearbejde. Men hos Fyns Politi mener man, at man har knækket koden til det gode politiarbejde hos netop det klientel.

Løsningen består i en minibus uden politimarkeringer, to betjente og en sygeplejerske fra psykiatrien. På alle hverdage ruller de ud i det fynske mellem klokken 12 og 20, hvor de tager sig af de borgere, der kræver specialiseret og tålmodig hjælp fra ordensmagten.

På tirsdagens vagt var det politiassistenterne Thomas og Ida samt psykiatrisygeplejersken Maria. Vagtcentralen havde allerede klokken 12 to opgaver til patruljen, men på den otte timer lange vagt er det faktisk op til patruljen selv at prioritere opgaverne og tidsforbruget på hver enkel opgave.

quote Der er ikke nogen vagtcentral på radioen, der rykker for hvornår man kan fortsætte til næste opgave.

Ida, Politiassistent ved Fyns Politi

- Der er ikke nogen vagtcentral på radioen, der rykker for hvornår man kan fortsætte til næste opgave. Tager det tyve minutter at løse opgaven, er det fint, og også hvis det tager fire timer, fortæller politiassistenten Ida.

Succesrigt pilotprojekt

Flere af landets politikredse deltog i et pilotprojektet i 2019, hvor kredsene selv skulle opfinde et koncept for fælles patruljer med psykiatrien og ordensmagten.

Samarbejdet og vidensdelingen mellem to myndigheder var en udfordring i flere kredse, men på Fyn fandt man hurtigt den gode balance.

I dag er Fyns Politi den eneste kreds, som holder fast i den fælles patrulje og med god feedback fra både kollegaer og pårørende til dem, de besøger.

- Det giver en god kontakt med borgerne, at det er den samme gruppe af mennesker, der kommer ved dem, og måske endda en sygeplejerske, de kender fra sygehuset. Vi har også fundet en dynamik, så jeg kan hjælpe sygeplejersken med at få de nødvendige informationer ved borgere, som er tryggere ved at snakke med en betjent end en sygeplejerske, fortæller politiassistenten Thomas, der har været med på specialpatruljen siden start.

Psykiatrisygeplejersken Maria er også begejstret for patruljen.

Sygeplejersken Maria arbejder til daglig på psykiatrisk skadestue, men indgår også i FUT-teamet.
Sygeplejersken Maria arbejder til daglig på psykiatrisk skadestue, men indgår også i FUT-teamet.
Foto: Peter Krogh Frausing

- Det giver rigtig god mening, at vi tager med, for man ved sjældent hvad man kommer ud til. Det er mere skånsomt for borgeren, at vi kan foretage en vurdering på stedet, i stedet for at borgeren skal ind på sygehuset og gentage sig selv for at blive vurderet, forklarer hun.

Højt serviceniveau

Det fælles udrykningsteam - eller FUT-patruljen i daglig tale - er et forsøg på at yde en bedre service til de borgere, som har det psykisk svært eller blot har ondt i livet.

- Vi kører i en minibus uden politimarkeringer. Den er ikke så intimiderende, og så bruger vi den ofte, hvis vi træffer folk på gaden. Det er mere trygt inde i sådan en bus, og så får vi også lidt luft. Bussen bruger vi også til at køre folk på psykiatrisk skadestue, for det giver tryghed, at det er de samme personer, der følger dem hele vejen, fortæller Thomas.

Hos Fyns Politi er FUT-patruljen ikke længere en forsøgsordning, men derimod en fast patrulje, som betjente fra Fyns Politi kan byde ind på i vagtplanen på lige fod med andre patruljetyper.

Ved Fyns Politi er der omtrent 30 betjente og 15 sygeplejersker, som kører patruljen fra tid til anden.

Politiassistenten Thomas kører både FUT-patruljen og sidder i Fyns Politis vagtcentral.
Politiassistenten Thomas kører både FUT-patruljen og sidder i Fyns Politis vagtcentral.
Foto: Peter Krogh Frausing

- Vagtcentralen finder de opgaver, som den mener vi er bedre rustet til at klare. Jeg og flere af de andre betjente, som kører patruljen, arbejder også i vagtcentralen og kender de folk, som der bliver ringet om, beretter Thomas.

Opgaverne spænder bredt, men har alle en fællesnævner i, at det er psyken, der er i spil.

- Det kan være borgere, der har udtrykt livslede eller borgere, der har ændret adfærd i en grad, hvor nogen er blevet bekymret for dem. Det kan også være borgere på bosteder, eller i kommunalt regi, forklarer psykiatrisygeplejersken Maria.

Hos Fyns Politi har man tænkt sig at fortsætte med at have patruljen som en fast del af vagtplanen, men om andre politikredse vil adoptere den fynske model, er uvist.

Oversigt

    Oversigt