Få overblikket: Disse restriktioner forlænges med tre uger

De nuværende covid-restriktioner forlænges til og med 7. februar, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke.

Regeringen har besluttet at forlænge de nuværende restriktioner og nedlukninger for at inddæmme smitten med covid-19.

Det betyder, at restriktionerne nu gælder til og med søndag 7. februar. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag aften.

- 859 er indlagte, og det er højt. Det er endnu en grund til at blive ved med at slå smitten ned, siger han.

Overblik

Dermed skal elever i folkeskolen og studerende fortsat modtage fjernundervisning.

Indkøbscentre og lignende skal holde lukket, ligesom liberale serviceerhverv - eksempelvis frisører - også fortsat skal være lukkede. Det samme er tilfældet for restauranter, barer, caféer og lignende, der dog gerne må sælge takeaway-mad.

Restriktionerne stod ellers til at udløbe 17. januar.

Der er fundet 208 tilfælde af den britiske virus-mutation - B117 - i Danmark, fortæller sundhedsministeren på pressemødet. Han kalder det meget bekymrende.

Mandag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) til TV2, at der sandsynligvis vil være en række restriktioner hele vinteren.

- Min bedste vurdering i dag er, at når det handler om oplevelsesøkonomi under et - hoteller, restauranter, store dele af kulturlivet - så må man imødese, at resten af vinteren kommer der til at være restriktioner i et eller andet omfang, sagde hun.

Allerede omkring jul blev restriktionerne skærpet betydeligt, da smittetallene i Danmark begyndte at stige markant fra starten af december. Fra lidt over 1000 smittede om dagen i november til over 4000 en uge før jul.

I december satte den stigende smitte og et stærkt stigende antal indlagte sundhedsvæsnet under pres.

Onsdag er 859 indlagt. Det er et fald sammenlignet med for en uge siden, men fortsat langt over niveauet i efteråret.

 
 
Foto: Ritzau

Oversigt

    Oversigt