Frisør om forlænget nedlukning: - Det skræmmer mig helt vildt

Alle nuværende restriktioner forlænges til februar, og det skræmmer frisør Pernille Bjørn Frøsner, der har holdt lukket siden 21. december.

Siden den 21. december har der ikke været kunder i Pernille Bjørn Frøsners frisørsalon i Odense. Onsdag eftermiddag har hun netop fået at vide, at de nuværende coronarestriktioner formentlig forlænges yderligere.

- Det skræmmer mig helt vildt, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Hun var ellers klar til at åbne salonen igen den 17. januar og forsøge at tjene lidt af det tabte, men nu må hun i stedet se endnu flere penge forsvinde.

Indtil nu har nedlukningen kostet Pernille Bjørn Frøsner 150.000 kroner.

- Det får indflydelse på min økonomi de næste år, hvor gælden skal betales tilbage. Det er for mange dødsstødet, og vi ender med, at folk går konkurs, siger frisøren.

Se tv-interviewet med Pernille Bjørn. 

Fyring koster lønkompensation

Helt så galt står det dog ikke til i Salon Pernille Bjørn på Læssøegade i Odense. Alligevel mener Pernille Bjørn Frøsner ikke, at alvoren helt er gået op for hverken erhvervsminister Simon Kollerup (S) eller hendes ansattes fagorganisation.

Det er nemlig ikke muligt at fyre en frisør fra dag til dag, og i Pernille Bjørn Frøsners tilfælde vil det betyde, at hendes medarbejder tidligst kan blive opsagt til den 28. februar. Fyrer salonindehaveren sin medarbejder, modtager hun ikke længere lønkompensation, og så står Pernille Bjørn Frøsner med hele udgiften selv. 

- Havde jeg fået at vide den 21. december, at vi først åbner til marts, havde jeg opsagt dem, jeg kunne, i december. Så havde det måske kostet én månedsløn. Nu bliver tabet bare større og større, fordi det bliver korte perioder ad gangen, fortæller Pernille Bjørn Frøsner.

Foruden hende selv har hun én udlært frisør og én elev ansat.

- Det er en kæmpe stor udgift. Jeg tror ikke, den fungerende erhvervsminister har forståelse for, hvor stort en regnestykke, det er, siger hun. 

Oversigt

    Oversigt