Højsæson for uønsket plante: Smuk, gul og giftig

Vild pastinak blomstrer lystigt i det fynske sommerlandskab. Man skal dog undgå kontakt med planten, der kan føre til et smertefuldt udslæt.

Juli er sædvanligvis højsæson for sol og sommer, men det er også højsæson for en plante, man helst skal holde sig væk fra.

Vild pastinak blomstrer i fuld flor i disse uger, og den skal man vare sig for. Den er nemlig i familie med bjørnekloen og indeholder samme gift som den frygtede plante, nemlig giften furanocumarim. 

Derfor kan den fine gulknoppede plante, der særligt findes langs veje og i rabatter, give betydelige brandsår, der kan gøre særdeles ondt. Det fortæller Emil Sanderhoff, der er naturvejleder på Skovsgård Gods. 

- De blomstrer nu (Vild pastinak, red.), og derfor får man lyst til at plukke dem og lave buketter af dem, for de er fine og dufter godt. Men det skal man lade være med, for man får et træls og smertefuldt udslæt, hvis man kommer i kontakt med saften.

Og det er der en god sandsynlighed for, at man kan komme, hvis man ikke passer på. For planten står mange steder på Fyn i øjeblikket, fortæller Emil Sanderhoff.

- De står mange steder i øjeblikket, særligt langs veje og stier. 

Forværres af sollys

Faktisk er det på solrige dage som dem, der er på Fyn i denne weekend, at planten kan få en ekstra træls effekt. For solen forværrer giftens virkning.

- På dage, hvor der er godt vejr, er de særligt giftige, fordi det er solen, der aktiverer giftstoffet. Hvis man får saften på sig, skal man derfor undgå sollys på det berørte område i 48 timer, fortæller Emil Sanderhoff. 

Vild pastinak er ikke noget nyt fænomen. Planten har været her i mange år, men ifølge Emil Sanderhoff kan den have ekstra gode betingelser i år. 

- Der er rigtig mange planter, der blomstrer i år. Formentlig på grund af gunstige vilkår i foråret, hvor det har været fugtigt og relativt mildt. Derfor stortrives planterne, og altså også Vild pastinak. 

- Man skal vide, at de er der

Ifølge Emil Sanderhoff er det vigtigt, at man kender til de planter, man skal være varsom med i den fynske natur, som eksempelvis Vild pastinak. Der er dog ingen grund til panik, når blot man ved, hvordan man skal gebærde sig. 

- Der er indtil flere giftige planter i dansk natur. Derfor skal man vide, at de er der, og man skal vide, hvordan de ser ud, og så skal man undgå at plukke dem eller komme i kontakt med dem. Ved Vild pastinak er det saften, der er giftig. 

Skulle uheldet være ude, har Emil Sanderhoff dog rådet klar til, hvordan man skal agere. 

- Skulle man være så uheldig at komme i kontakt med saften, skal man skynde sig at vaske området grundigt med vand så hurtigt, man kan. Det er det, man kan gøre i den situation. Hvis det bliver rigtig slemt, skal man selvfølgelig opsøge læge.

Oversigt

    Oversigt