Hvor er logikken i ny krudt-lov?
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Historien om fyrværkerisalget har skabt debat på TV 2/Fyns Facebook-side. Det virker ulogisk, at man må købe krudt 12 dage før, man må futte det af, lyder det. Og det er vist heller ikke alle, der overholder den nye lov.
Med den nye fyrværkerilov kan man købe raketter og heksehyl fra midnat. Men man må først fyre det af den 27. december. Og det undrer flere fynboer, der har kommenteret på loven på TV 2/Fyns facebookside. Flere skriver også, at der bliver fyret af rundt om på Fyn.
Her er et lille udpluk fra siden:
"Hvis man først må fyre af fra d. 27, forstår jeg ikke hvorfor butikkerne begynder salget af fyrværkeri d. 15?? Kan ikke se logik i dette, hvis man gerne vil overtræde loven, er dette en rig mulighed for det!?"
"Der bliver sprunget noget af her, hver eneste dag, lige nu. Sandsynligvis krysantimumbomber med de brag og rystelser Det kan give. Som jeg ser det burde det kun sælges et par dage op til nytår.Og kører folk så til udlandet og henter noget ustabilt skidt, laver set selv og mister en hånd... Tjah, så er det jo på eget ansvar.Fyrværkeri kan være flot, men er en plage for rigtig mange"
"Ja, det ville være dejligt hvis det blev overholdt, men det bliver det jo ikke !!!Der er nu blevet skudt rundtomkring, i de sidste par uger,"
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen blev loven lavet for at minimere støjgenerne i december, som mange dyr og mennesker har følt sig generet af.
- Baggrunden for at man kan købe det allerede fra den 15. december er, at fyrværkeri er jo farligt - og der er regler omkring, hvad man må transportere og opbevare. Og af hensyn til dem, der skal sælge det, så er det nødvendigt med en længere periode end blot de få dage, der er mellem jul og nytår, fortæller Lone Hansen, der er kommunikationskonsulent ved Sikkerhedsstyrelsen.
Ifølge vagtchefen ved Fyns Politi har man allerede modtaget flere anmeldelser om fyrværkeri, der er fyret af her i december.