25. okt. 2024 kl. 16:20
Fyn
Emilie Foxil/Pernille Gram/Jeppe Kanstrup

Ingen under 40 år må strande på førtidspension, mener politiker efter opsigtsvækkende historie

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Personer under 40 år bør kun midlertidigt komme på førtidspension, lyder et forslag fra Odense-rådmand til Christiansborg.

Er du ude af stand til at arbejde, kan det ende med en førtidspension fra kommunen.

En fast offentlig ydelse i alle de år frem, du ellers kunne have været på arbejdsmarkedet.

Men personer under 40 år bør kun kunne få tilkendt en førtidspension midlertidigt.

Sådan lyder et forslag fra Christoffer Lilleholt (V), der er beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune.

Nogle år til at arbejde med sig selv

For grundlæggende mener han ikke, 'at vi som samfund kan parkere' unge og mennesker under 40 år på offentlig forsørgelse ved at give en førtidspension i mange år frem.

I stedet bør en førtidspension til en yngre person kun gives midlertidigt i 4-5 år, hvorefter kommunen skal vurdere, om personen har fået det bedre i perioden med ro fra jobcenteret.

- Hvis man har et handicap eller har nogle udfordringer, så vil man jo få tilkendt den med det samme igen. Men hvis man har nogle psykiske udfordringer, man måske kan arbejde med og få til at blive en del af hverdagen og sikre, at man kan være på arbejdsmarkedet, så var det langt bedre, siger rådmanden.

Derfor ønsker han sig, at politikerne på Christiansborg gør det nemmere for kommunerne at give en midlertidig førtidspension til personer under 40 år, end reglerne tillader det i dag. 

Det er et forslag, som vil kunne påvirke folk som 24-årige Signe Mørk Pedersen fra Odense.

Signe har fået ro til at arbejde med sit sind

Hun fik for et år siden tilkendt en førtidspension uden bagkant, fordi Odense Kommune har vurderet, at hendes situation gør det for svært for hende at være en del af arbejdsmarkedet.

- Jeg har prøvet at være i jobprøvning, men det endte ud i, at jeg efter en måneds tid ikke har kunnet passe mit arbejde, fordi mine stemmer fortæller mig, at jeg er dum, irriterende og ikke dur til en skid, siger Signe Mørk Pedersen.

Det at få tilkendt førtidspensionen har givet hende en frihed til at arbejde med sit sind, som i hverdagen rummer mange andre stemmer end hendes egen, fortæller hun.

Flere yngre borgere på førtidspension

Hun er en del af en gruppe, som fylder mere og mere i statistikken, når det kommer til nye tilkendelser af førtidspensioner. Nemlig unge og yngre voksne under 40 år. 

Både i Odense og på landsplan er antallet af tilkendelser til denne gruppe vokset over den seneste årrække.

Så mange under 40 år har fået førtidspension

I 2018 fyldte gruppen 16 procent blandt nye tilkendelser af førtidspensioner i Odense. Her fik 84 borgere under 40 år tilkendt en førtidspension.

I 2023 var andelen steget til 27 procent i Odense Kommune, som gav 282 nye førtidspensioner til yngre borgere. Det svarer til mere end hver fjerde blandt nye tilkendelser.

Også på landsplan var andelen i år 2023 på 27 procent for gruppen. I 2018 var tallet 20 procent.

Kilde: Jobindsats via Odense Kommune

SF: - Uigennemtænkt

På Christiansborg deler forslaget fra Christoffer Lilleholt (V) vandene.

SFs fynske beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, kalder Lilleholts forslag for 'uigennemtænkt'.

- For det første så vil det skabe så meget usikkerhed og utryghed blandt de mennesker, der har fået en førtidspension. Mange af dem har fået det på grund af, at de kan have nogle psykiske udfordringer. Gad vide hvordan det så virker og få at vide, at du hele tiden skal til eksamen hvert fjerde år?, siger Karsten Hønge (SF).

Han efterlyser også et svar på, hvordan genvurderingen skal foregå hvert 4.-5. år, og kalder det en enorm bureaukratisk opgave.

LA har selv lignende forslag

I Liberal Alliance ser man omvendt meget positivt på idéen og har selv et lignende forslag, som skal gøre det lettere for kommunerne at give førtidspension med revision.

Især til unge, men også for andre sygdomsgrupper, hvor der er et meget uforudsigeligt forløb, siger Sólbjørg Jakobsen (LA).

- Jeg synes, at det er svigt at sige til unge mennesker: "Ved du hvad? Vi tror ikke på dig. Vi gider ikke engang at investere i dig". Det her handler ikke om at skulle til eksamen. Det handler om, om vi kan gøre noget for at hjælpe vedkommende til arbejdsmarkedet, hvis det kan lade sig gøre, siger Sólbjørg Jakobsen (LA).

Hun peger på, at partiet vil flytte opgaven med at visitere til førtidspension til centralt hold i stedet for at ligge i den enkelte kommune.

Fint at tjekke op, mener 24-årig

I Odense tager Signe Mørk Pedersen som udgangspunkt positivt imod forslaget.

- Selvfølgelig skal man jo kunne få en førtidspension, hvis det er det, man har brug for. Men jeg tænker også, at det at tage det op til revision 4-5 år senere for ligesom at se: "Hey, hvordan går det?", det lyder meget rigtigt.

Det er fornuftigt at tjekke op på, 'om alt er okay, og man måske er klar til arbejdsmarkedet'. Så længe man ikke presser for hårdt, understreger Signe Mørk Pedersen.

Regeringsparti 'drøfter gerne' forslag

TV 2 Fyn har også sendt forslaget fra Odense-rådmanden i retning af Beskæftigelsesministeriet for at få et interview med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Her henviser man til partiets beskæftigelsesordfører, Jens Joel (S), der i en sms skriver, at Socialdemokratiet 'gerne drøfter rådmandens eller andre forslag'. 

Sms fra Socialdemokratiets ordfører

Vi er i lighed med rådmanden i Odense bekymrede for, at så mange - ikke mindst unge mennesker - tildeles førtidspensioner og risikerer at stå uden for arbejdsmarkedet og fællesskabet gennem et langt liv.

Vi har ikke lagt os fast på konkrete ændringer, men drøfter gerne rådmandens eller andre forslag til, hvordan man sikrer balancen imellem at få ro og sikkerhed, hvis man har brug for en førtidspension, og samtidig give en større mulighed for, at man kan bidrage, hvis man i en periode har kræfterne og arbejdsevnen.

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger forventes beskæftigelsesministeren at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om 'et nyt beskæftigelsessystem' sidst på året.

26. nov. 2024 kl. 22:43
Thomas Larsen-Bjerre

Seneste nyt fra dødsulykke:
  • Hårdt og ubarmhjertigt, siger Fyns Politi om redningsaktion

LYT
Del

To personer er omkommet, flere er kommet alvorligt til skade, og en person er fortsat savnet i forbindelse med en sammenstyrtningsulykke på Flemløse Biogas i Glamsbjerg.

TV 2 Fyn følger udviklingen.

Har du oplysninger om ulykken, kan du skrive til redaktionen@tv2fyn.dk.

Alvorlig sammenstyrtningsulykke på biogasanlæg

Følg opdateringerne herunder

27. nov. 2024 kl. 19:38
TV 2

Ejere har tjent millioner på ulykkesramt biogasanlæg

LYT
Del

Det ulykkesramte biogasanlæg i Flemløse har været en guldgrube for de tre ejere, men anlægget har også mødt modstand i lokalsamfundet.

På bare syv år har det ulykkesramte biogasanlæg i Flemløse været en ubetinget økonomisk succes og en guldgrube for de tre lokale ejere.

Anlægget, der blev etableret i 2017 og siden er blevet udvidet flere gange, gav sidste år et overskud på 22 millioner kroner, og selskabets egenkapital var i det seneste regnskab på 42 millioner kroner.

De tre ejere i selskabet Jørgen Stougaard, Christian Stenskrog og Kurt Poulsen har de seneste to år hævet 12 millioner kroner i udbytte.

I et interview i Effektivt Landbrug forrige år kunne Jørgen Stougaard oplyse, at de tre partnere havde timet etableringen helt perfekt.

Han fik i 2015 ideen sammen med mælkeproducent Christian Stenskrog til at anlægge et biogasanlæg tæt op ad sin svinebedrift med et stort arealtilliggende og eget transportfirma.

Gylle er guld

Det viste sig dog hurtigt, at anlægget burde være større for at hente rationalitet og dermed økonomi i projektet, og man tog derfor kontakt til Kurt Poulsen, der driver Toftegård med fedekalve ved siden af.

Kurt Poulsen, der ejer 50 procent af Flemløse-anlægget, har et helt tilsvarende på Andekærgaard på Tåsinge.

Ideen var at anvende gylle og dybstrøelse samt frøgræs, snittet rajgræshalm, frasorterede grøntsager fra Torup Bakkegaard samt restprodukter fra DLG’s foderfabrikker.

De tre ejeres bedrifter samt lokale planteavlere kunne efterfølgende aftage den afgassede gylle, der tillige er lugtfri efter turen på 60 dage gennem biogasanlægget.

Den første biogas fra Flemløse blev leveret den 20. august i 2020.

Siden kom energikrisen og stop for russisk gas, hvilket gav endnu bedre priser for biogassen.

27. nov. 2024 kl. 22:54
Fyn
Kort nyt

Hardhitter går i kødet på rådmand

LYT
Del

Det fynske folketingsmedlem Karsten Hønge (SF) er mildt sagt ikke begejstret for beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholts (V) forslag om, at alle førtidspensionister løbende skal vurderes, om de kan arbejde.

- For det første så vil det skabe så meget usikkerhed og utryghed blandt de mennesker, der har fået en førtidspension. Mange af dem har fået det på grund af, at de kan have nogle psykiske udfordringer. Gad vide, hvordan det så virker og få at vide, at du hele tiden skal til eksamen hvert fjerde år, siger Karsten Hønge.

27. nov. 2024 kl. 22:26
Kort nyt

Blæst skaber forbud mod påhængskøretøjer over Storebælt

LYT
Del

Trailere og andre påhængskøretøjer med en faktisk totalvægt på under 750 kilo må ikke køre på Storebæltsbroen i begge retninger.

Det oplyser Vejdirektoratet på dets trafikkort.

Det blæser kraftigt, hvilket ligger til grund for forbuddet. Vinden forventes at aftage hen mod midnat.

27. nov. 2024 kl. 22:05
Morten Albek

76 procent får det - nu vil rådmand tage et opgør med samfundsproblem

LYT
Del

Det skal ikke kun være mennesker under 40 år, som skal kunne få tilkendt en midlertidig førtidspension. Nu bør det faktisk gælde for alle førtidspensionister.

Borgere med ikke-vestlig baggrund er stærkt overrepræsenterede på førtidspension - og særligt de ældre. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. 

I Odense er 76 procent af irakere over 50 år eksempelvis på førtidspension. 

Men kan det virkelig passe, at der i de 76 procent ikke er en eneste, som kunne arbejde et par timer om ugen?

Det undrer beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt (V) sig over.

- Det kan simpelthen ikke passe, at så stor en del mennesker af en samlet gruppe ikke kan arbejde. Hvis det er tilfældet, så har vi jo fejlet som samfund.

Han udviser forståelse for, at man som flygtning kan være udfordret af krigstraumer eller andet fra sit hjemland. Men antallet kommer alligevel bag på ham, og det synes han kræver handling.

I oktober foreslog Lilleholt, at førtidspensionister under 40 år bør kunne gives en midlertidig pension, som betyder, at man løbende revurderer sagen med henblik på, om den enkelte er blevet arbejdsdygtig siden sidst. 

Men nu synes han, at det tilbud bør gælde for alle førtidspensionister - og han foreslår, at man starter med at undersøge dem, som er overrepræsenterede i tallene.

Forstå mig ret...

Og det skal forstås som en invitation, en kærlig hånd og en tro på vores borgere, understreger politikeren.

- Vi kan ikke være bekendt at parkere dem for livet ved at give dem en permanent førtidspension. Hvis bare nogle kan komme ud igen, så vil det jo være en kæmpe gevinst for dem selv - men også for samfundet. 

Men sidste måned mødte forslaget kritik blandt andre fra den fynske beskæftigelsesordfører fra SF, Karsten Hønge, som udtrykte bekymring for, hvad en tilbagevendende revurdering kan betyde for førtidspensionisterne:

- For det første så vil det skabe så meget usikkerhed og utryghed blandt de mennesker, der har fået en førtidspension. Mange af dem har fået det på grund af, at de kan have nogle psykiske udfordringer. Gad vide, hvordan det så virker og få at vide, at du hele tiden skal til eksamen hvert fjerde år? 

Christoffer Lilleholt (V) understreger dog, at der ikke skal graves i de sager, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved den enkeltes tilstand.

- I nogle sager vil man hurtigt kunne vurdere, at det her menneske selvfølgelig skal være på førtidspension - og så skal man selvfølgelig ikke belaste dem yderligere.

Det handler for Lilleholt i højere grad om at gribe dem, som har fået forsørgelse i over 20 år eller har været i længere behandling for deres udfordringer - som måske kunne være friske nok til et par arbejdstimer om ugen. De skal i hvert fald have muligheden.

- Men hvis der er en berettiget mistanke fra os om, at du faktisk godt kan arbejde, så ser jeg gerne at man tager en samtale om, hvordan det går, og hvad der sker i ens liv, får en ny vurdering med lægen og begynder at snakke om, om en tre-timers praktikuge kunne være en mulighed. 

For at gå videre med forslaget mangler der ifølge rådmanden bare grønt lys fra Folketinget.

Menneskelig eller økonomisk gevinst

Kommer det ikke til at koste mange penge at skulle sætte så stort et system og apparat i gang?

- Det er også dyrt for samfundet at have folk på førtidspension, så hvis bare en lille gruppe kommer i arbejde igen, så er det en gevinst for samfundet.

Men kunne man ikke godt forestille sig, at udgifterne for den her opskalering bliver større end den egentlige gevinst?

- Det er jeg ikke bange for. Lykkes vi bare med at få nogle enkelte ud, så er det en gevinst. Hvis ikke økonomisk, så i hvert fald menneskeligt.

27. nov. 2024 kl. 21:53
Kort nyt

Fjernvarme Fyn afbryder varme i Odense-bydel

LYT
Del

Hvis du befinder dig i Odense N, kan det være, at du skal finde tophuen frem torsdag.

Fjernvarme Fyn afbryder nemlig varmen på Allesø-Norden, Allesøvej, Beldringevej, Fredskovvej, Korsgade, Mellemgyden, Odensegyden, Parkgyden, Søhusvej, Søkildevej, Æbleskivegyden.

Afbrydelsen sker fra klokken 12.30 til klokken cirka 14.30, fremgår af selskabets hjemmeside.

27. nov. 2024 kl. 21:24
Fyn
Kort nyt
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiets frit lejde-aktion sætter rekord

LYT
Del

Der er stadig nogle dage at løbe på, hvis man vil af med et våben uden at blive straffet.

Politiets frit lejde-aktion løber resten af november, men allerede nu kan politiet sige, at der er blevet indleveret rekordmange ting.

24.766 effekter er blevet indleveret fra 1. november til og med 26. november, oplyser Rigspolitiet onsdag i en pressemeddelelse.

Dermed er den hidtidige rekord fra frit lejde-aktionen i 2017 på 24.546 effekter blevet slået.

- Vi sætter virkelig stor pris på den høje tilslutning til frit lejde-aktionen, som vi har oplevet fra borgerne indtil videre, siger politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel i en pressemeddelelse.

Der er blandt blevet indleveret geværer, rifler, knive, sabler og pistoler. Men også andre våben som peberspray har politiet fået.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her