Ingen ville hyre Louise som lærling - så kastede hun sig over tasterne

Der er få malerlærlinge, som står uden lærepladser, men Louise Köser har haft svært ved at finde en. Så nu har hun taget andre metoder i brug.

Er der virkelig ikke en, der kan bruge en malerlærling på Fyn? 

Sådan starter 17-årige Louise Köser fra Blommenslyst sit opslag på Facebook. Hun er ved at uddanne sig til maler og er i gang med at søge en læreplads. Men det er ikke nemt.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opslaget er gået viralt, efter at det på bare to dage er delt næsten 8.000 gange i Håndværker Gruppen på Facebook. Bag opslaget gemmer der sig et brændende ønske om at komme videre i sin uddannelse. Og det er ikke, fordi hun er for sent ud med sine ansøgninger.

Louise startede allerede med at lede efter en læreplads, da hun begyndte på uddannelsen i august 2023. De sidste fem måneder har hun kontaktet over 70 virksomheder i sin jagt på at finde en læreplads. 

- Man tænker, at man ikke er god nok. Jeg sagde på et tidspunkt til min vejleder, at hvis jeg fik en afvisning mere, så ville jeg overveje at stoppe, fortæller hun.

Hun har søgt på hele Fyn og op ad den jyske østkyst, men hun har indtil videre kun fået afslag. Hvis ikke hun kan finde en læreplads inden 8. februar, så skal hun tilbage på skolen i skoleoplæring. 

- Hvis ikke jeg får en læreplads, overvejer jeg at droppe uddannelsen og gå tilbage til at arbejde fuldtid - for eksempel i et supermarked, fortæller hun. 

Louise har lavet mange forskellige opgaver i sin tid på skolen
Louise har lavet mange forskellige opgaver i sin tid på skolen
Foto: Camilla Feldt Andersen

Ikke en tendens

Selvom det er rigtig svært for Louise Köser at finde en læreplads, så er det ikke en tendens, de oplever hos Danske Malemestre. Tværtimod.

- Antallet af virksomheder, der er godkendte til at tage lærlinge ind på landsplan, har været stigende de sidste år, siger Michael Groth, der er uddannelsespolitisk chef hos Danske Malermestre.

En undersøgelse, som Arbejdsbevægelses Erhvervsråd udarbejdede i 2022, viser, at elever, der mangler læreplads på bygningsmaleruddannelsen, er faldet meget de sidste par år.

I 2016 manglede over 30 procent en læreplads, i 2022 var det kun 7,5 procent, der manglede en læreplads. 

Alligevel siger Michael Groth, at det netop nu måske kan være svært at finde en plads.

- For første gange i mange år er vores virksomheder begyndt at vinterfyre folk. Derudover er der stadig en opbremsning i byggebranchen, og de private holder også lidt igen, fortæller han. 

Hjælp fra Facebook

Louise Köser erkender, at hun godt kunne søge længere fra Blommenslyst, hvor hun bor. Men det er der en grund til, hun ikke har gjort:

- Jeg kan ikke se, at det er muligt at flytte på en lærlingeløn og skulle betale husleje, mad og alt andet helt alene, siger hun.

Derfor tog hun andre metoder i brug og lavede et Facebookopslag, hvor hun skrev, at hun søgte en læreplads. Opslaget er blevet delt næsten 8000 gange, og det har måske fået Louise Köser et skridt tættere på en læreplads. 

- Der var faktisk en, der ringede til mig tirsdag eftermiddag. Der skal jeg til samtale torsdag, og det håber jeg kan blive til noget, siger Louise Köser.

Oversigt

    Oversigt