Jagerfly flænser nattehimlen over Fyn

Der øves natflyvning med F16-jagere over Sydfyn. Det er Fighter Wing Skrydstrup, som har taget hul på flere dages øvelse i natflyvning.

Tirsdag først på aften blev den mørke himmel over Svendborg og Sydfyn flænset af jagerfly.

Det er Fighter Wing Skrydstrup, som har taget hul på flere dages øvelse i natflyvning, oplyser Flyvertaktisk Kommandos presseafdeling til TV 2/Fyn.

Det er usikkert, hvor længe øvelsen vil vare, men det kan meget vel komme an på vejret.

Den pludselige larm i det sydfynske luftrum fik flere seere til at henvende sig til TV 2/Fyn.

"Er der udbrudt 'luft-krig' over sydfyn? Det lyder GODT nok alvorligt!", skriver en seer i en mail, mens en anden spørger om "tredje verdenskrig brudt ud?".

En seer skriver, at han har "aldrig været generet indendørs af jagerfly før. Men jeg skal da lige love for at der flyves over Fyn". "Er det de nye fly, så vil jeg anbefale at vi afbestiller dem", skriver han videre.

F-16-piloterne skal opnå påkrævede træningsmål

På Fighter Wing Skrydstrups side på Facebook kan man læse, at "natflyvningen med F-16 fortsætter i uge 11", og at "det dårlige vejr og mangel på jordsigt har resulteret i for mange aftener, hvor der ikke er blevet trænet det nødvendige".

Dette betyder at reserveugen (uge 11, red.) tages i brug for at F-16-piloterne kan opnå de påkrævede træningsmål, oplyser Fighter Wing Skrydstrup.

- Vejret har desværre drillet os mere end forventet under vores natflyvning. Alle piloterne har derfor endnu ikke opnået deres nattræningskrav, hvorfor vi bliver nødt til at tage vores back-up uge i brug. I uge 11 flyves der udover et sent dagspas kun en enkelt tidligt natpas, udtaler chefen for Fighter Wing Skrydstrup på Facebooksiden.

Her kan man også læse, at flyene vil lande senest klokken 21.30.

I et opslag fra 18. februar skriver Fighter Wing Skrydstrup på Facebook, at "natflyvningsperioden starter i dag (altså 18. februar, red.)".

Man kan også læse, at piloterne blandt andet skal øve lufttankning, som er en færdighed der er påkrævet af NATO.

Det oplyses desuden, at der ikke vil være træningsflyvning om fredagen.

Det er tirsdag aften ikke muligt at få en kommentar fra Fighter Wing Skrydstrup.

 

Oversigt

    Oversigt