- Vi skal jo ikke være i regering, bare for at være det. Vi skal ind, hvor vi kan markere os. Og kan vi ikke det i en regering, så må vi gøre det uden for. Ellers bliver vi jo bare endnu mindre, siger næstformanden i Fyns Storkreds, Gurli Rindebæk.
Partiformand Lars Barfoed ville i torsdagens Politiken heller ikke udelukke, at De Konservatives fremtid kunne være bedst uden for en ny borgerlig regering.
- Vi skal ikke klæbe til taburetterne. Vi skal føre politik efter vores grundholdninger, og der er det ikke nødvendigvis en god ide at sidde i regering, når vi skal det, siger Mai Henriksen, der folketingskandidat.
Uklogt af Barfoed
TV 2/FYN har idag talt med adskillige lokalformænd og folketingskandidater, der er enige med Barfoed. Men også med nogle, der mener, at det er uklogt af partikollegerne og Lars Barfoed at så tvivl om, at ambitionen er deltagelse i en borgerlig regering - også efter et valg.
- Jeg mener nu, at man får størt mulig politisk indflydelse i en regering, siger Franz Rohde, der både er lokalformand på Nordfyn og folketingskandidat.
- Jeg tror ikke på, at vi får bedre pressedækning af at spille i 1. division end i Superligaen. Og så skal man huske på, at vi stadig har respekterede folketingsmedlemmer, som er gode til at forhandle i et regeringssamarbejde, siger Mark Grossmann, der også er konservativ folketingskandidat.
Vil væk fra DF
Både Mai Henriksen og det nuværende folketingsmedlem Jørgen Lundsgaard fra Svendborg mener, at den seneste tid har vist, at De Konservative i en regering for ofte må bøje af i forhold til partiets grundholdning.
- Der er ingen tvivl om, at vi er blevet trukket over i Dansk Folkepartis retning, siger Jørgen Lundsgaard.
- Vi har været alt for meget bundet op på Dansk Folkeparti, og det vil jeg gerne bort fra, siger Mai Henriksen.