Langt færre anmeldelser om indbrud i december end før corona

Indbrud i december er halveret sammenlignet med 2018 og 2019. Fyns Politi banker på hos indbrudstyvene.

Der er, ligesom det var tilfældet sidste år, betydeligt færre indbrud i december, end tilfældet har været de foregående år, før coronatiden indtraf.

I dagene omkring jul - 16. til 27. december - har borgere i alt anmeldt 620 indbrud.

Det tal var langt højere i 2018 og 2019, hvor der blev anmeldt henholdsvis 1.233 og 1.158 i samme periode. Sidste år var tallet 576 mellem 16. og 27. december.

Mandag 27. december blev der anmeldt 47 indbrud, viser tal fra Rigspolitiet.

Det er 16 færre end søndag og seks færre end præcis samme tidspunkt sidste år.

Fyn hårdest ramt

I år er Fyn hårdest ramt. Her har politikredsen registreret 94 anmeldelser siden 16. december. Tallet er dog fortsat ganske lavt i forhold til tidligere år.

I december tager Fyns Politi på besøg hos kendte indbrudstyve, fortæller vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen.

- Vi fortæller dem, at vi interesserer os for deres gøren og laden, og de skal være opmærksomme på, vi holder øje med dem, hvis de overhovedet har overvejet at lave indbrud, siger han.

Jesper Weimar Pedersen fortæller, at man i de seneste år har øget fokus på det forebyggende arbejde. Men den helt store årsag til de faldende tal er coronavirusset, siger han.

- Der er ingen tvivl om, at corona har haft implikation på, at indbrudstallene har været så lave de seneste to år. Men det er set igennem hele året. Vores adfærdsmønstre er helt anderledes, og det har betydet noget.

- Pandemien har også haft indvirkning på, hvordan vi har holdt jul. Flere har holdt det derhjemme, og det har gjort indbrudstyvenes arbejdsforhold sværere, siger Jesper Weimar Pedersen.

Specialister på arbejde i juledagene

Politiet har i flere år haft som mål at nedbringe antallet af indbrud hos private. Vicepolitiinspektøren forklarer, at politiet nu arbejder mere "vidensbaseret og analytisk".

- Førhen efterforskede vi mere det enkelte indbrud, hvor vi i dag ser mere på tendenser. Vores indbrudstyve laver mange indbrud, så det er både med afsæt i geografi, hvem er ude af fængslet, og hvordan bevæger de sig.

- Vi har specialister på arbejde hen over juledagene, som sidder og efterforsker de her sager, siger Jesper Weimar Pedersen.

Bornholm er den eneste kreds, der endnu ikke har fået en eneste anmeldelse om indbrud i december. De foregående tre år har øen desuden kun haft én anmeldelse hver december.

Det er huse, der er mest udsat for indbrud, viser tallene fra Rigspolitiet.

Mellem 16. og 27. december er der således anmeldt 474 indbrud i villaer og lignende landet over. Tallet er noget lavere for lejligheder, hvor politiet har registreret 121 indbrud.

Oversigt

    Oversigt