Mere sol til fynboerne 

Fredag lægger op til en weekend med sol, sol og mere sol. Ingen regn til landmændene.

Fredag skinner solen ikke kun over en række erhvervsdrivende, som kan glæde sig over, at de mandag kan slå dørene op efter længere tids lukning på grund af coronavirussen covid-19.

Solen vil skinne på alle fynboer, som er friske på at trække ud i et vejr, som også vil give lidt vind i kinderne.

DMI melder nemlig om en fredag med en del sol og svag til jævn vind - ved de nordlige og østlige fynske kyster kan vinden ud på eftermiddagen stedvis blive op til frisk. 

Desuden vil det holde tørt og temperaturerne vil ligge mellem 10 og 13 grader.

Natten til lørdag vil det fortsat være tørt og klart vejr med temperaturer på mellem frysepunktet og 3 graders varme. Ved kysterne stedvis lidt lunere, skriver DMI i prognosen. 

Vinden aftager og bliver svag til let mellem nord og nordøst.

Tør og solrig weekend

Weekenden bliver tør og solrig med temperaturer op til 14 grader, melder vagthavende meteorolog hos DMI Martin Lindberg.

- Det bliver meget stabilt med stort set det samme vejr hele weekenden. Meget sol hele dagen, men desværre ikke noget regn til landmændene, siger Martin Lindberg.

Oversigt

    Oversigt