Mette Frederiksen: - "Rebellen" fra Langeland er inspirerende

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte bo- og værestedet Hjørnet på Langeland for at søge inspiration til regeringens planlagte nærhedsreform.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at "Rebellen" har nogle gode idéer, som understreger, at vi skal lade være med at lovgive ned i mindste detalje og bruge så meget tid på papirarbejde. Det er noget af det, jeg tager med herfra.

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S), efter hun torsdag eftermiddag havde besøgt bo- og værestedet Hjørnet ved Rudkøbing.

Hun blev budt velkommen af "Rebellen" selv, som er stedets leder, Ole Sørensen, og som blev landskendt i forbindelse med dokumentarprogrammerne "Rebellen fra Langeland".

Statsministeren lagde vejen forbi for at blive inspireret i det videre arbejde med en kommende nærhedsreform. 

Meningen med nærhedsreformen er at afbureaukratisere den offentlige sektor, så der kommer mindre detailstyring i den offentlige service. Regeringen vil populært sagt  gøre op med "stive regler", så der bliver mere tid til fokus på faglighed og ledelse.

Under besøget på Hjørnet fik statsministeren også lejlighed til at tale med enkelte beboere på bostedet, og mødet sluttede med korsang fremført af bo- og opholdsstedets brugere. 

Artiklen fortsætter under videoen ...

Hjørnets kor sang for statsminister Mette Frederiksen (S).
Fotograf: Alex Syrik

Rebellen har gode pointer

Efter besøget sagde statsministeren til TV 2/Fyn, at "Rebellen fra Langeland" havde givet hende masser af gode pointer, som hun nu vil tage med i sit videre arbejde med nærhedsreformen.

Ole Sørensen er kendt for sin mere alternative tilgang til socialpsykiatrien. Han ser intet problem i at tage på campingtur med psykisk syge, slå telt op i haven, hvis en hjemløs mangler husly, eller at tage alkoholikere med til grænsen og købe billige bajere.

- Når vi har at gøre med et botilbud, hvor mennesker med psykisk sårbarhed som bor her eller blot kommer for at deltage i aktiviteter, så er det relationerne, vi skal have fokus på. Nu siger jeg det direkte: Man skal ikke bruge tid på at dokumentere alt, hvad der foregår.

- Hver eneste gang en medarbejder skal bruge tid på at dokumentere, går det jo fra en arm omkring skulderen. Eller også går der tid fra en god aftensmad sammen. Det, som er gået galt i vores velfærdssamfund, er, at vi simpelthen bruger tiden på det forkerte. Her er "Rebellen" på sin meget rebelske måde en kæmpe inspiration, sagde statsministeren.

Bo- og værestedet Hjørnet har tidligere haft besøg af dronning Margrethe, og i efteråret var der besøg af socialminister Astrid Krag (S).

Statsminister Mette Frederiksen (S): - Vi bruger tiden på det forkerte.
Fotograf: Alex Syrik

Oversigt

    Oversigt