Nyt sundhedshus: Patienter kan få bedre behandling

I Nyborg skal der opføres et sundhedshus for 80 millioner, hvor en række forskellige sundhedstilbud samles. Håbet er, at det kan sikre borgerne en bedre behandling og afhjælpe lægemanglen i kommunen.

Tirsdag gav politikerne i Nyborgs sundhedsudvalg og ældreudvalg grønt lys til etableringen af et 5.600 kvadratmeter stort sundhedshus med placering mellem Nyborg Destilleri og Rema 1000.

Det, mener borgmester i Nyborg Kenneth Muhs (V), skaber en god sammenhæng i sundhedsvæsenet, og han ser positivt på beslutningen.

- Vi er rigtig glade for, at vi har fundet finansiering til den idé, vi har haft med Nyborg, og at alle partierne bakker op om det, siger Kenneth Muhs.

Idéen bag sundhedshuset er, at det skal være tværfagligt og bestå af både læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, sygeplejersker med mere. Desuden vil der i sundhedshuset også være 20 rehabiliteringspladser, og det, mener borgmesteren, er en fordel for borgerne i Nyborg.

- Vi får flere funktioner under samme tag. Vi får både lægepraksisser, rehabiliteringspladser og andre sundhedsfaglige tilbud. Det skaber en god synergi, siger Kenneth Muhs.

Bedre forløb for borgerne

En af sundhedshusets store opgaver bliver at tage imod patienter, der bliver udskrevet fra Nyt OUH.

- Der findes flere sundhedshuse på Fyn og også i hele landet, men jeg tror, den her kombination af aflastningspladser og rehabiliteringspladser sammen med lægehuse er forholdsvist nyt, siger sundheds- og ældrechef i Nyborg Kommune Mette Bill Ladegaard.

Og Mette Bill Ladegaard oplever allerede, at der er stor interesse for det nye sundhedshus.

- Hvis vi rykker sammen under fælles tag, så vil vi også kunne skabe nogle bedre forløb for borgerne, siger Mette Bill Ladegaard.

Læge ser potentiale

Det nye sundhedshus skal også være med til udbedre den eksisterende lægemangel i Nyborg ved at skabe et attraktivt fagligt miljø for lægerne.

Og netop det faglige miljø tiltrækker læge Eilif Hedemann, som driver lægepraksis på Enghavevej i Nyborg. Han mener, at det nye sundhedshus vil blive både anderledes og bedre for borgerne.

- Jeg håber, at de andre sundhedsaktører i kommunen går positivt ind i det her. Jeg tror på, at det for Nyborg Kommune, for os der arbejder her og ikke mindst for borgerne kan være et stort plus, siger Eilif Hedemann og fortsætter:

- Jeg synes, at det er visionært af Nyborg Kommune. 

Økonomien er i balance

Meget tyder også på, at der er balance i driften af sundhedshuset. For ud over, at sundhedshuset i Nyborg kan modtage borgere tidligere fra sygehuset, så vil 20 aflastningspladser også frigive de nuværende pladser på Rehabiliteringscenter Jernbanebo i Nyborg.

De nuværende rehabiliteringspladser vil man i stedet omdanne til plejecenter med 25 plejeboliger.

- Samlet set er det her en økonomisk fornuftig model, siger Kenneth Muus.

Flere af byens lægehuse har allerede vist interesse for at flytte ind i det nye sundhedshus, der forventes at stå færdigt i 2023.

Oversigt

    Oversigt