Minkavlere føler sig snydt: Bonus for hastedrab på mink skal først godkendes af EU

Vrede hos fynske minkavlere. Fødevareminister erkender, at EU Kommissionen skal godkende den endelige udformning af tempobonus for hurtig nedslagtning.

- Jeg er utrolig glad for, at vi med denne aftale forhåbentlig får skabt noget ro.

Sådan lød det fra daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse 16. november. Men roen har ikke indfundet sig. 

For EU Kommisionen skal først godkende den såkaldte tempobonus  på 30 kroner pr. dyr, som regeringen stillede minkavlerne i udsigt, hvis de aflivede deres mink inden 19. november.

Det fremgår af et nyt svar fra fødevareminister Rasmus Prehn til Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen.

Det ryster de fynske minkavleres formand Martin From fra Nordfyn.

Han slog 65.000 dyr ihjel inden fristen i forrige måned og har knap to millioner kroner til gode i tempobonus. Martin From anede ikke, at udbetalingen af bonus skal forbi EU. 

- Det var ikke noget, der fremgik af de meldinger, som regeringen kom med, da bonussen blev lovet i november, siger han. 

 - Det er simpelthen rystende. Og det tilfører et lag af vanvid til denne her sag. Vi har intet hørt om EU-godkendelse af udbetalingen af bonus. Det er så rystende, at man går ud og lover noget uden at have styr på juraen. Man mister totalt tilliden til magthaverne, siger Martin From til TV 2 Fyn.

Minister erkender

Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, er også forarget.

-  Svaret viser tydeligt, at regeringen ikke har styr på konditionerne i det løfte den gav minkavlerne om en tempobonus. Vi står med en hel branche, som har afviklet sig selv på rekordtid under løfte af, at den ville få penge for at slagte dyrene hurtigt. Og nu ved regeringen reelt ikke, hvornår pengene kommer, fordi man bliver nødt til at afvente en EU-godkendelse. At det er EU, der i sidste ende skal godkende en bonus fra den danske stat, var ikke noget man sagde åbent til minkavlerne. Det her er simpelthen ikke i orden, siger Erling Bonnesen til TV 2 Fyn.

Det fremgår klart af ministersvaret, at bonus-udbetalingen ikke må iværksættes uden Kommissionens godkendelse. Det skyldes, at statsstøtte over en vis grænse kræver godkendelse fra Bruxelles.

Ifølge svaret fra Rasmus Prehn er regeringen i øjeblikket i dialog med EU-Kommissionen om den nærmere udformning af tempo-bonusordningen.

 - For at sikre at lovforslaget giver mulighed for at imødekomme eventuelle bemærkninger fra EU-Kommissionen, vil jeg stille et ændringsforslag, der indebærer, at lovforslagets §3 om udbetaling af tempobonus ændres til en bemyndigelsesbestemmelse, således at der kan fastsættes regler om udbetaling af tempobonus og yderligere bonus inden for de rammer, som EU Kommissionen kan godkende, hedder det i svaret fra fødevareministeren.

TV 2 Fyn forsøger at få en kommentar fra fødevareminister Rasmus Prehn.

 

Oversigt

    Oversigt