Missionen mod medaljerne: Når 120 danske atleter skal til OL, står Søren med det store ansvar

Han var et stort håndboldtalent – men han fandt ud af, at jobbet i kulissen var sjovere. Nu er han Danmarks Chef de Mission.

Når 120 danske atleter skal til OL, føres de an af en mand med en særlig rolle. En chef for den mission mod medaljer, som de danske atleter er på. Og den chef er Søren Simonsen fra Tommerup. Han er nemlig den danske Chef de Mission.

- Det er et stort ansvar, og vi taler også om at at store fejl kan ende på forsiden af et eller andet, fortæller han.

For der ligger både et kæmpe arbejde bag det at sende så mange atleter til OL, men også i at sørge for, at de har det, der skal til for at kunne præstere bedst muligt. 

- Det vigtigste er, at atleterne står lige præcis på det tidspunkt, hvor de skal konkurrere og præstere allermest. At de står der så velforberedt som overhovedet muligt. Det er altid målet for os, og så bygger vi jo en masse op omkring det, siger Søren Simonsen.

Og det er lige netop dét, Søren Simonsen står i spidsen for; at få atleterne så godt som muligt gennem OL, så de kan koncentrere sig om sportspræstationerne. Noget, som for ham er et drømmejob - selvom det på et tidspunkt kunne ligne, at han selv skulle have en større rolle på banen i stedet for på sidelinjen.

Søren Simonsen i 1998, hvor han var på banen for Otterup.
Søren Simonsen i 1998, hvor han var på banen for Otterup.

Fra håndboldtalent til drømmejob

Som ung var Søren Simonsen nemlig en lovende håndboldspiller og spillede i Otterup, dengang klubben spillede mod nogle af Europas stærkeste hold. 

Håndboldkarrieren gik godt, men der var noget andet, der trak. Sidelinjen. Træneren. Den, der styrede spillet og ledte holdet.

- Jeg ville egentlig noget andet end at spille på banen. Jeg var meget betaget af det organisatoriske og det at være leder, fortæller han.

Så han startede på trænerskolen i Aalborg og nåede også selv at blive træner for sit tidligere hold, Otterup i håndboldligaen. Men det var ledergerningen, der endte med at trække i ham. 

Efter flere år i håndboldforbundet gik turen videre til Danmarks Idrætsforbund, og ved OL i Tokyo i 2021 kulminerede det, da han for første gang stod i spidsen for den danske OL-delegation.

- Det er klart mit drømmejob, så jeg føler mig virkelig privilegeret over, at jeg får lov til det, fortæller Søren Simonsen.

Jobbet som Chef de Mission er nemlig ikke bare de lavpraktiske ting som at sørge for, at atleterne har en god seng at sove i, og at de får den mad, de skal have. Det er hele forberedelsen, lederrollen og samarbejdet. At han og teamet præsterer bedst muligt sammen, så de kan skabe ro rundt om de danske atleter og officials, så atleterne kan fokusere på deres opgave; at give den alt, hvad de har til OL i Paris - og forhåbentlig hive nogle medaljer hjem til Danmark.

Oversigt

    Oversigt