Landmands dyr pludselig ramt af frygtet sygdom: Havde sår i næsen

Bluetongue spreder sig lige nu vidt og bredt i hele landet. Flere tilfælde er officielt registreret på Fyn og øerne. Senest på Ærø hos Jens Peder Rasmussen.

Det er tid til et af de daglige besøg her på engen uden for Ærøskøbing. Besøg der er blevet flere af de sidste par dage, hvor det frygtede bluetongue-virus er begyndt at sprede sig - også på Fyn og øerne. 

Faktisk er det blot en uge siden, at Jens Peder Rasmussen så de første tegn på den frygtede virus hos sin besætning af kvæg. 

- Næsen var helt skoldet som havde den ligget i solen. Helt skallet og mørkebrun, og så var der sår inde i næserne. Og så så vi, at hun havde røde øjne, og yveret var rødsprængt. Det er også en indikering på det, fortæller Jens Peder Rasmussen, da TV 2 Fyn besøger ham. 

Jens Peder Rasmussen er ked af, hvis flere af hans dyr smittes.
Jens Peder Rasmussen er ked af, hvis flere af hans dyr smittes.
Foto: Pernille Gram

Og torsdag kom så svaret på blodprøverne: Koen var smittet med bluetongue.

-  Det kører jo oppe i hovedet hele tiden. Det gør det faktisk. I starten var jeg jo flov over det også. Det er sgu ikke nemt, siger han og tilføjer. 

 - Den smittede ko er taget på stald. Der må vi ikke komme ind. Siden er tyren også kommet på stald med symptomer.

Virus i vækst

Jens Peder Rasmussens besætning er blot det andet officielt bekræftede tilfælde med bluetongue på her Fyn.

Det første var hos en fåreavler ved Ryslinge. Og på Vestfyn kæmper en fåreavler med flere syge dyr og venter bare på den endelige bekræftelse. Her er en vædder allerede død.

Udbruddet her begrænser nu avlernes eksport af levende dyr, fortæller Carsten Hedegaard, der sidder i bestyrelsen i landbrugsforeningen Centrovice.

Carsten Hedegaard fra Centrovice
Carsten Hedegaard fra Centrovice
Foto: Pernille Gram

- Det betyder rigtig meget økonomisk for hele erhvervet. Lige pludselig er man ikke så attraktiv, når man har bluetongue i landet, og priserne er cirka faldet 3000 kroner per dyr. Så det har stor betydning. For mit eget vedkommende sælger jeg 125 dyr om året til eksport, så det er rigtig mange penge jo, siger han. 

Tilbage på Ærø er den syge ko i bedring. Men forskrækkelsen sidder stadig i kroppen hos Jens Peder Rasmussen selvom dødeligheden blandt kreaturer er lavere end den er hos får. Han frygter, at sygdommen spreder sig yderligere. 

- Ja, jeg er bekymret, for det ligger lige i optimalt område for bluetongue, så jeg tænker da på, hvad gør jeg fremadrettet, siger han. 

Bluetongue smitter mellem dyrene igennem mitter - små myggelignende insekter.



Oversigt

    Oversigt