- Det gik, og jeg kom igennem, men det var et smertehelvede. Hånden gjorde ondt, og vi tapede den op. Vi kølede den fandeme ned til frysepunktet, hver gang jeg skulle ind og bagefter.
Sådan siger den håndskadede fynske speedway-veteran, Nicki Pedersen, til Ritzau om søndagens løb i den polske liga.
I den kommende weekend kører han som eneste dansker i dette års VM-grandprixserie. Og for at spare sin brækkede en håndrodsknogle lader han speedway-cyklen stå:
- Det her med bare at køre og køre og ikke have fuld kraft i armen, det er ikke optimalt, siger han og tilføjer, at han godt kan mærke, at det selvfølgelig ikke fremmer noget i en helingsproces.
Det er som om uheld har forfulgt den fynske speedwaykører Nicki Pedersen over det seneste års tid.
Han gjorde comeback i begyndelsen af april, efter han havde siddet ude i 11 måneder med en brækket nakkehvirvel. Men der skulle ikke engang gå en måned, før Nicki Pedersen igen kom til skade.
For lidt over en uge siden røg han i gruset under et løb og brækkede en håndrodsknogle.
En brækket knogle i hånden holder ikke den 41-årige fynbo fra at stille op til VM-grandprixet, der er årets første og som finder sted lørdag i polske Warszawa.
- Jeg kan ikke svare på, om jeg bliver klar, men jeg stiller i hvert fald op og yder 110 procent. Så må vi se, hvordan kraften bliver, siger Nicki Pedersen.
Ved søndagens løb i den polske liga opnåede han flest point af alle - selv om han under hele løbet var i smerter.
Grandprixserien lægger vejen forbi Horsens 30. juni.