Kort efter comeback: Nicki Pedersen kørt på hospitalet efter voldsomt styrt

Nicki Pedersen har i denne måned gjort comeback, efter han brækkede nakken for knap et år siden. Søndag aften styrtede speedwaykøreren så endnu en gang.

Uheldet var nok engang ude for danske Nicki Pedersen, da han søndag aften var på motorcyklen for sin polske klub Unia Tarnów.

Klubben skriver på sin Facebook-side, at den 41-årige dansker var involveret i et voldsomt styrt i det sidste heat mod Gorzów i den polske speedwayliga.

Han klagede over smerter i nakke og skulder og blev derfor kørt på hospitalet for at få foretaget undersøgelser, skriver klubben.

På Nicki Pedersens officielle Facebook-side forlyder det, at han "bør være okay, men at han skal tilses af en læge for at sikre, at det også forholder sig sådan."

- Han var væk i nogle minutter på banen og kunne ikke rigtig huske noget, da han kom ind i ryttergården, så formentlig en hjernerystelse, skriver hans manager, Helge Frimodt Pedersen, i en sms til Ekstra Bladet.

Manageren melder desuden, at Nicki Pedersen har smerter i hånden. 

På sin Twitter skriver Nicki Pedersen, at intet er brækket i ryggen eller nakken efter styrtet. Til gengæld har han fået et brud på højre hånd. 
På sin Twitter skriver Nicki Pedersen, at intet er brækket i ryggen eller nakken efter styrtet. Til gengæld har han fået et brud på højre hånd. 
Foto: Nicki Pedersen

Nicki Pedersen var i maj sidste år involveret i et voldsomt styrt, hvor han pådrog sig brud i nakken.

Han var igennem en lang genoptræning, hvor der undervejs var tvivl om, hvorvidt han ville blive i stand til at vende tilbage til sporten.

For nylig blev der så givet grønt lys, og Nicki Pedersen gjorde comeback for tre uger siden.

I kampen mod Gorzów blev Nicki Pedersen sit holds topscorer, men Unia Tarnów tabte kampen.

Nicki Pedersen blev verdensmester i 2003, 2007 og 2008 og har fået wildcard til dette års VM-serie. 

Oversigt

    Oversigt