- Man er selvfølgelig altid lidt skuffet efter at have tabt en finale, men i dag har jeg vundet en andenplads - ikke tabt en førsteplads.
Sådan var Nicki Pedersens reaktion, efter han var sluttet på andenpladsen i det lettiske grand prix søndag.
Den kom i hus efter tre indledende heatsejre samt en sejr i semifinalen. Dermed skrabede han godt med point til sig til den samlede VM-stilling, hvor han nu ligger nummer tre med 86 point. Amerikaneren Greg Hancock fører med 103 point.
- Jeg fik 18 point til kontoen og er tilbage i top-tre. Det er stort. Jeg er begyndt at køre stærkt igen efter at have haft problemer med grejet. Det er sindssygt godt, siger Nicki Pedersen.
Han gør sig dog ikke de store forhåbninger om at blive verdensmester i 2014.
- Jeg tror ikke, jeg bliver verdensmester, men slutter jeg blandt de to eller tre bedste, er det godt. Skulle jeg blive verdensmester, tager jeg det med, siger Pedersen.
Søndagens finale havde også deltagelse af Kenneth Bjerre, der ellers har haft en skuffende sæson. Det var hans første finale i sæsonen, men esbjergenseren sluttede dog sidst.
- Det lægger altid en dæmper på en finale, når man ikke får en pokal med hjem. Men det er et fremskridt, og jeg viser, at jeg hører til i feltet, efter at det har været en øv-sæson hidtil, siger Kenneth Bjerre.
Bjerre ligger blot nummer 14 i den samlede stilling med 50 point.
- Jeg har været lidt udkørt, men det har givet mig lysten tilbage at holde lidt pause, og så går det hele nemmere.
- Nu er det bare fremad. Jeg skal bare nyde at køre resten af sæsonen, så skal pointene nok komme, lyder det fra Bjerre.
Det næste grand prix i VM-serien er i Polen om to uger. 14. september køres der i Vojens.