Ny butikskæde kommer til Fyn: Billigere end discount

En indkøbsbutik uden køl og mængderabat. Det er hvad Salling Group har lanceret, og snart kommer den også til Fyn.

Ny slags dagligvarebutik åbner på Fyn inden længe.

Det bekræfter Salling Group over for TV 2 Fyn.

Den nye butikskæde har fået navnet Basalt og sælger kun det basale som mel, pasta og toiletpapir. Der vil ikke være nogen mængderabat, frost- eller kølevarer, til gengæld bliver det ifølge Salling Group billigere end discount. 

- Mens inflationen har presset priserne op med ni procent, hugger vi nu gennemsnitligt 15 procent af priserne i Basalt, siger administrerende direktør i Salling Group Per Bank i en pressemeddelse. 

Man skal derfor i andre butikker for at hente æg, kød eller mælk. Men at skære unødvendige varer væk kan også være en god måde at spare på, mener forbrugerøkonomen Ida Marie Moesby fra Nordea.

- Det kan være en god måde at spare penge på, hvis man har en presset økonomi, siger Ida Marie Moesby.

Besparelsen kan forsvinde

Men skal man alligevel ud og have andre varer end de basale ting på hylderne i den nye butik, skal man være opmærksom på én ting, mener forbrugerøkonomen. 

- Skal man ud til andre butikker, skal man tænke over, om man har meget kørsel til de butikker. For så kan den besparelse blive ædt op af at starte bilen, siger Ida Marie Moesby. 

Placering og kørsel var også noget, som de Salling-kunder, vi snakkede med onsdag, var opmærksomme på. 

 - Jeg tror ikke, det vil gøre mig noget at gå i flere butikker. Men det kommer an på, hvor de ligger. Jeg ville benytte mig af det, givet at de ligger tæt nok på hinanden, siger Pierre Lyhne Nørager, der kører i bil, når han handler. 

De første Basalt butikker åbner tirsdag 11. oktober i København. Men Salling Group forventer at åbne ti butikker i alt, og mindst en af dem komme til at ligge på Fyn. 

Andre butikker forsøger også at holde prisen nede, på trods af de stigende priserne på strøm og varme. Dagli'Brugsen i Ollerup har fundet deres egen lyssky-metode.

Oversigt

    Oversigt