Nyt datacenter slår dørene op: - En milepæl i byens udvikling

Torsdag slog Facebook dørene op til deres nye datacenter i Odense. Borgmester kalder det en milepæl i byens udvikling.

Tusindvis af servere er begyndt at snurre i Tietgenbyen i Odense, efter Facebook har sat deres nye datacenter i drift.

Torsdag markerede man officielt åbningen af centret med en pressekonference og en rundvisning i det 55.000 kvadratmeter store datacenter. Tre af de otte serverhaller i det nye center er nu taget i brug. 

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er glad for, at centret nu slår dørene op. 

- Det er en milepæl i byens udvikling, at det her datacenter nu åbner i Odense. Endda før tid. Da de (Facebook, red.) annoncerede, at de valgte Odense, var det virkelig et startskud på en transformation, vi har set byen være igennem. 

Borgmesteren peger på teknologi- og robotområdet som et sted, hvor byen har rykket sig. 

- Lidt forenklet sagt er vi gået fra at have nogle områder, hvor vi spillede med om fynsmesterskabet og danmarksmesterskabet. Nu har vi nogle områder, hvor vi spiller med om verdensmesterskabet, siger han. 

Overskudsvarme til lokale husstande

Det nye datacenter kommer til at være hjemsted for 175 blivende arbejdspladser.

Derudover kommer det til at huse tusindvis af servere, hvor mange af de billeder og beskeder, man sender frem og tilbage med apps som Facebook og Messenger, vil blive opbevaret. 

De mange servere producerer en stor mængde overskudsvarme, som i sidste ende vil havne hos fynske husstande i området. Facebook har indgået en aftale med Fjernvarme Fyn om udnyttelse af overskudsvarmen. 

Infrastrukturen i det nye center er lavet, så man kan opfange overskudsvarmen fra serverne og lave den om til fjernvarme. Facebook forventer, at man kan opfange 100.000 megawatt-timers energi per år. Det regner man med kan give fjernvarme til 6.900 husstande.

Minister: - Den bedste løsning i verden 

Dan Jørgensen (S), der er klima-, energi- og forsyningsminister, var også med til torsdagens åbning af centret. Han holder sig ikke tilbage med at rose det nye center. 

- Den strøm, der kommer ind, er grøn. Det er vindmøllestrøm. Den overskudsvarme, der bliver produceret, ryger ind i fjernvarmenettet i stedet for at ryge ud til gråspurvene. Den her løsning, tror jeg, er den bedste, der findes i verden på det her område, siger han. 

Ifølge Facebook bliver den mængde energi, datacentret i Odense kommer til at bruge, udlignet ved hjælp af en vindmøllepark i Norge. Altså skal vindmølleparken i Norge producere ligeså meget energi, som det odenseanske samt et svensk datacenter kommer til at bruge.

Fra og med 2020 vil Facebook have 100 procent C02-neutrale datacentre. 

- Det er min beskedne ambition, at vi skal prøve på at få de her løsninger eksporteret til resten af verden, så det ikke kun er udledninger fra Danmark og Fyn, der bliver mindre, men at hele verden kan lære af det. 

Den fynske socialdemokrat er glad for, at det netop er på Fyn, at den amerikanske techgigant har valgt at lave sit datacenter. 

- Jeg er først og fremmest klimaminister for Danmark, så derfor er jeg glad som dansker, men jeg er jo også fynbo. Jeg er pavestolt over, at det er her på Fyn, at det her ligger. Jeg er pavestolt over, at jeg nu kan rejse til Kina og sige "derhjemme, hvor jeg kommer fra - den ø, hvor jeg er født - der har vi faktisk nogle løsninger, som I også meget gerne skal bruge i fremtiden".

Den perfekte lokation i Odense

Ifølge Rachel Peterson, der vicedirektør for infrastruktur i Facebook, var der en lang række faktorer, der gjorde, at valget faldt på netop Odense. 

- Vi leder på hele kloden efter de her lokationer. Som en del af det balancerer vi en masse forskellige kriterier. Vi fandt den perfekte lokation her i Danmark og specifikt i Odense, siger hun og uddyber. 

- Først og fremmest kigger vi efter grunde, der er klar til at blive bygget på. Udover det kigger vi efter virkelig pålidelig infrastruktur, hvilket inkluderer fibernet og forsyning. Vi kigger efter adgang til 100 procent vedvarende energi.

Facebook åbnede torsdag sit datacenter i Odense. Tre af de otte serverhaller i det 55.000 kvadratmeter store datacenter er nu sat i drift. 

Oversigt

    Oversigt