OB's træner, Troels Bech, skulle hverken tage hensyn til skader eller karantæner, da han lørdag udtog sin trup til søndagens udekamp i Superligaen ude mod Randers.
Derimod må han se bort fra klubbens nye angrebsspiller fra Georgien, Vladimir Dvalishvili. Han har endnu ikke har fået sin arbejdstilladelse.
28-årige Dvalishvili kommer fra den polske mesterklub Legia Warszawa, som han sidste sæson scorede for 15 gange.
Hans scoringer bliver der brug for. Fynboerne er nemlig stadig uden sejr efter sæsonens første fire runder og ligger placeret under nedrykningsstregen med to point.
Derimod er Randers kommet glimrende fra start med tre sejre og i alt ni point.
Troels Bech har derfor stor respekt for det kronjyske hold.
- Vi skal møde et kompakt hold, der investerer meget i duelspillet. De har evnen til at holde modstanderne nede på et lille antal scoringer, så vi skal være mere aggressive og bedre på bolden, end vi var i vores seneste kamp mod Brøndby, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside.
Søndagens kamp i Randers begynder klokken 19.