OB's træner: Et halvvejs brugbart resultat

OB-træner Henrik Clausen mener ikke, at klubbens chance for at komme i Champions League er blevet større.

OB's træner, Henrik Clausen, er delvist tilfreds med sit holds indsats i 1-1-kampen i Odense mod græske Panathinaikos i tredje runde af Champions League-kvalifikationen.

- Jeg synes, at vi fik et halvvejs brugbart resultat. Vi er absolut stadig med, men favoritværdigheden tipper stadig til Panathinaikos' fordel, siger Henrik Clausen.

- Chancen for at gå videre er til stede, men den er ikke blevet større. For nu skal vi score dernede, siger træneren.

Henrik Clausen så sit hold udligne i kampens 90. minut, da midterforsvareren Tore Reginiussen headede 1-1-scoringen i mål.

Tidligt i anden halvleg havde nordmanden stået fadder til den græske scoring, da han holdt for længe på bolden i eget straffesparkfelt, hvorefter Panathinaikos erobrede bolden og scorede.

Henrik Clausen tager dog sin spiller i forsvar, eftersom Tore Reginiussen blev revet i trøjen af en modstander.

- Jeg mener, at der var klart frispark ved deres mål, siger Henrik Clausen.

Returkampen bliver spillet på tirsdag i Athen.

Hvis OB går videre, skal holdet spille playoff-kampe om at komme med i Champions League-gruppespillet.

Ryger OB ud, kan holdet, også via playoff-kampe, spille sig videre til gruppespillet af Europa League.

Oversigt

    Oversigt