Både OB og dansk fodbold generelt er imponerende størrelser, og derfor kommer græske Panathinaikos på en svær opgave, når holdet onsdag stiller op til den første af to kvalifikationskampe til Champions League mod OB.
Grækernes cheftræner, Jesualdo Ferreira, vurderer, at fynboerne kan volde Panathinaikos seriøse problemer.
- OB er et godt organiseret hold, og det er et hold med mange gode spillere. Den danske liga er også god, så det kan blive en vældig svær kamp for os i Odense, siger Jesualdo Ferreira ifølge OB's hjemmeside.
Selvom Panathinaikos er seedet i de to kampe, er træneren ikke meget for at påtage sig favoritværdigheden i onsdagens kamp i Odense. Den tidlige sæsonstart i Danmark kan således blive en fordel for OB, mener han.
- Jeg ser på Uefa-ranglisten, at vi har en god historie i Europa og ligger højt på listen. Men vi er ikke startet på sæsonen endnu, så for os starter det hele først i morgen (onsdag, red.), siger Jesualdo Ferreira.
Med kampene mod OB møder Panathinaikos for anden sæson i træk dansk modstand i Champions League.
Sidste år stod FC København to gange på menuen for grækerne i gruppespillet, og det blev en skidt oplevelse for Panathinaikos. FCK vandt både ude og hjemme med henholdsvis 2-0 og 3-1 over grækerne.
Siden da har Panathinaikos sagt farvel til profilerne Djibril Cissé og Gilberto Silva.