Patienter skal kropsvisiteres grundigere: Region vil skærpe sikkerhed i psykiatrien

På et møde fredag skal psykiatrichefer diskutere nye retningslinjer.

Sikkerheden på psykiatriske afdelinger skal øges, og derfor vil Region Syddanmark nu have ændret retningslinjerne for at kropsvisitere patienterne.

Det fortæller regionens lægefaglig direktør i Psykiatrien, Anders Meinert Pedersen, som på et møde i Psykiatridirektørkredsen på fredag vil drøfte retningslinjerne. 

Her forventer han, at ændringerne skal diskuteres, men hvad de konkret går ud på, melder historien endnu ikke noget om.

Udmeldingen kommer i en uge, hvor TV 2 Fyn har sat fokus på vold og trusler rettet mod personalet i psykiatrien. Mandag var en 22-årig kvinde i retten i Odense. Hun er tiltalt for 12 forhold, som blandt andet handlede om vold, dødstrusler og forsøg på brandstiftelse, og her ventes der at falde dom fredag. TV 2 Fyn har også fortalt historien om, at flere forlader psykiatrien og finder et ny arbejde.

Niveau 1 og niveau 2

Det sker efter et par episoder, "hvor den retningslinje, vi har nu, ikke rigtig er slået til", som Anders Meinert Pedersen udtrykker det, at direktørerne i regionerne skal kigge på visitationerne. 

- Så retningslinjen bliver ændret. Og det har vi også taget initiativ til, at man gør på nationalt niveau, siger han.

I de nuværende retningslinjer for patienter, der skal indlægges på en psykiatrisk afdeling, står der, at visiteringen ”udføres med størst mulig hensyntagen til patienten”.

To medarbejdere, der helst skal være af samme køn som patienten, skal stå for visiteringen, der bliver inddelt i to niveauer. 

Niveau 1 er alle patienter, hvor der er en mistanke. Her skal vedkommende beholde tøjet på, og ”alle tilgængelige flader på patientens krop stryges med fast, flad hånd”, som der står i retningslinjerne.

Ved niveau 2, som er visitationer af misbrugere eller patienter, som har vist truende adfærd, bliver alle ejendele undersøgt, og eksempelvis lommer, sømme og indersiden af stofemblemer i tøjet skal undersøges. 

Patienten skal tage alt sit tøj af, og så skal medarbejderne inspicere hår og hudfolder, blandt andet bag pungen.

Værdighed og sikkerhed

Anders Meinert Pedersen kalder reglerne ”ret strikse”.

- Fordi samtidig med, at vi skal sørge for, at sikkerheden er i orden, skal vi også sørge for, at værdigheden er i orden for de patienter, som skal undersøges. Det vil sige, vi faktisk ikke bare må undersøge alle, der kommer og skal ind. Selvom vi mange gange har rigtig meget lyst til noget, skal der faktisk være en begrundelse for, at vi undersøger. Hvis der er det, gør vi det, fordi sikkerheden skal være i orden. Det er vores allerhøjeste prioritet i arbejdet med patienter, siger Anders Meinert Pedersen.

Men patienternes værdighed er også højt prioriteret. Det har i mange år været et mål i psykiatrien at nedbringe tvang, og det kan af og til være en balance mellem patientens værdighed og medarbejderens sikkerhed.

- Det kan være en svær balance, siger Anders Meinert Pedersen.

- Og den er vores medarbejdere dygtige til at håndtere, fordi de er vant til de her situationer, uddyber han.

Instruksen

Kropsvisitationen af patienter i psykiatrien var også til debat for 11 år siden.

Det var om formiddagen 16. marts 2012, at en læge og to sygeplejersker blev angrebet af en 34-årig mand på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital. Manden, der natten forinden var blevet indlagt, havde taget en kniv med hjemmefra. Lægen fik maven skåret op og var hårdt kvæstet. Den ene sygeplejerske blev stukket i ansigtet og på brystet. Og den anden fik gennemboret bugvæggen.

Få dage senere – og efter et påbud fra Arbejdstilsynet – udgav Psykiatrien i Region Syddanmark en instruks om skærpede regler for at kropsvisitere patienter på psykiatriske afdelinger. Det betød, at patienter nu skulle kropsvisiteres af mindst to ansatte, hvis de var så dårlige, at de skulle indlægges eller flyttes til en lukket afdeling.

På en åben psykiatrisk afdeling skulle en læge også kunne vurdere, at en patient kunne kropsvisiteres, og hvis personalet havde en mistanke om, at patienten forsøgte at smugle våben eller stoffer ind på afdelingen, kunne en overlæge beslutte, at der skulle foregå en skærpet visitation. Også selvom patienten var imod.

Dengang var Anders Meinert Pedersen også lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, og dengang i 2012 lød det i medierne:

- Patienters og medarbejderes sikkerhed har højeste prioritet i vores arbejde. Derfor har vi med det samme udarbejdet denne instruks.

Oversigt

    Oversigt