Politidirektør sender klart signal til festglade unge i Odense

Politiet forventer en festlig weekend med masser af unge i byen. Betjente vil holde ekstra øje og har bødeblokken med, hvis der ikke bliver holdt afstand.

Politidirektør Arne Gram har et klart signal til unge, festglade mennesker, der i denne weekend tager ind forbi byen for at feste og drikke alkohol. 

- Vi skal allesammen, uanset om vi er unge eller gamle, have støvet de gamle rutiner fra foråret og sommeren af, siger Arne Gram til TV 2 Fyn.

Festivalen Generator er blevet aflyst, og festlige arrangementer i forbindelse med studiestart på blandt andet Syddansk Universitet er blevet droppet som følge af smittespredningen i Odense og andre steder på Fyn. Det kan få flere til at rykke festen ind mod centrum.

- Vi tror, de unge i aften vil gå massivt i byen, og der følger vi med dem ind, forklarer politidirektøren.

Smittetal stiger blandt unge i Odense

Politiet vil derfor i højere grad være til stede i bybilledet fredag og lørdag aften, særligt i forlængelse af at smittetallet i Odense er stigende i aldersgruppen 20-29 år. 

Arne Gram nævner blandt andet UCL i Odense som et af de steder, hvor det ser ud til at være gået galt. 

Her er mindst 35 lærerstuderende blevet smittet i løbet af de seneste dage. 

Festerne rykker ind til byen

Hen over sommeren har politiet holdt øje med festende unge og andre festglade fynboer, især i Munke Mose, Eventyrhaven og andre parker, som trækker, når solen skinner. Strategien ændres dog nu.

- Nu gør vejret, at strande og parker ikke er så attraktive længere, og derfor tror vi på, at festen lige så stille vil flytte ind mod midtbyen og på restaurationerne, som har fået udvidet åbningstid, siger Arne Gram. 

I første omgang vil politiet gå i dialog med de festglade odenseanere, men politidirektøren forsikrer, at betjentene har bødeblokken med.

 

Oversigt

    Oversigt