Seks fra Assens. To fra Hårby. To fra Tommerup. En fra Vissenbjerg. Alle havde de et til fælles. De havde glemt at betale deres regninger - og efterfølgende havde de ignoreret rettens venlige invitation til et møde.
- Der er desværre en hel del borgere, der har udestående med SKAT og Fogedretten, og selv om de flere gange tidligere er blevet indkaldt til møder med myndighederne, så tror de, at de kan set bort fra henvendelserne, uden at det får konsekvenser. Så bliver myndighederne nødsaget til at skride til mere drastiske metoder, siger vicepolitikommissær Michael Løkke.
Hvis man udebliver fra et møde, så bliver man automatisk eftersøgt af politiet. Det betyder, at man kan anholdes når som helst - og altså også lang tid inden morgenmaden.
De 11 anholdte i dag var mellem 27 og 57 år, og blev kørt direkte til Fogedretten i Odense og til SKAT i Middelfart. Politiet betegner aktionen som en succes.
Det er en måned siden Fyns Politi lavede en lignende aktion i Odense. Her blev 60 personer anholdt.