Regeringen forstår borgmesterkritik men lover ikke flere penge

Nogle borgmestre i landets kommuner er nødt til at skære i velfærden, fordi der ikke er penge nok.

Tidligere torsdag kunne TV 2 Fyn fortælle, at fynske borgmestre direkte kritiserede regeringstoppen for at holde på pengene.

- De stiller os med sorteper, når de ikke giver os rammerne til at kunne leve op til den service, vi skal. Vi sidder lige nu og laver besparelser på den borgernære kernevelfærd. Det har vi gjort i alle de 10 år, jeg har været i politik, siger borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen.

Regeringen anerkender, at nogle kommuner kæmper med at få budgetterne til at passe og er nødt til at skære i velfærden, men der er ikke umiddelbart yderligere penge på vej.

Sådan lyder det fra de tre partiledere, der er på turné rundt i landet, mens borgmestrene i disse uger kæmper med budgetterne for kommunernes økonomi til næste år.

- For det første er vi helt bevidste om, at det i mange af landets kommuner er en svær situation. Aftalerne med kommunerne og regionerne er lavet på et tidspunkt, hvor forventningerne var anderledes end i dag, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Vil hellere give skattelettelser

Regeringen har for nyligt foreslået at afsætte én milliard kroner ekstra om året til den borgernære velfærd.

Men det er ikke nok ifølge nogle Socialdemokratiske- og Venstre-borgmestre, som overfor DR og TV 2 klager deres nød.

Det undrer desuden borgmestrene, at regeringen samtidig har foreslået skattelettelser. Men det giver god mening ifølge statsministeren.

- Det er den måde, vi arbejder på som regering. Vi kommer til at lave et lønløft i den offentlige sektor, men vi kommer også til at give skattelettelser.

- Vi har hørt kaldet rundt om i kommunerne, og vi kommer til at prioritere velfærd i den kommende tid, siger statsministeren.

Taget ud af kontekst

I et interview med Berlingske sagde Mette Frederiksen i august, at der ikke manglede penge, "for dem har vi mange af".

Det har nogle borgmestre hæftet sig ved, fordi de sidder med besparelser, men Mette Frederiksen mener, at det er taget ud af kontekst.

- Jeg har ikke sagt, at der er penge nok. Jeg sagde selvsamme dag; lad være med at lægge for meget i en sætning, der er taget ud af sammenhæng.

- Det er sagt i den sammenhæng, at vi har en fremskrivning af dansk økonomi, hvor råderummet er større. Det betyder ikke, at vi er ved at svømme over i penge, siger Mette Frederiksen.

Hun mener, at debatten skal tilbage på sporet.

- Det kan ikke nytte noget, at vi diskuterer på den måde. Vi er ikke ved at svømme over i penge, men det er rigtigt, at der er et øget råderum.

- Det vælger vi som regeringen at bruge til at adressere de udfordringer, samfundet står foran, siger statsministeren.

Både økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kalder det en falsk modsætning, at der ikke er råd til både skattelettelser og velfærd.

Oversigt

    Oversigt