Så meget stiger priserne på offentlig transport - få overblikket her

Fra på søndag bliver det dyrere at bruge den kollektive trafik. I denne artikel får du et overblik over, hvor meget priserne stiger.

Hvis du er en af de mange fynboer, der dagligt hopper på toget eller i bussen, skal du fremover regne med at sætte flere penge af til transport.

Fra og med søndag 21. januar stiger priserne nemlig historisk meget på stort set alle former for kollektiv transport over hele landet.

Også på Fyn, hvor både LetbanenFynBus, Arriva og DSB opjusterer priserne - til stor frustration for flere af de pendlere, TV2 Fyn mødte i bussen fredag morgen.

- Der er rigeligt, der synes, at det er irriterende at tage offentlig transport i forvejen, og at priserne stiger, hjælper nok ikke på det, siger Tobias Andersen fra Tommerup.

Men hvor meget stiger netop din tog- eller bustur egentlig, når priserne skrues op fra 21. januar?

Så meget stiger priserne

Ifølge Ritzau stiger priserne i gennemsnit med 10,3 procent for den kollektive transport. De procentvise stigninger afhænger dog af, hvor i landet man rejser, og hvilken billettype man benytter sig af.

Tager man bussen på arbejde, kan man forvente, at pendlerkortet i gennemsnit stiger med 6,6 procent. Hvis du eksempelvis rejser med bus 141 fra Faaborg til Odense, stiger dit pendlerkort med 60 kroner om måneden -

Dem, der bliver hårdest ramt af prisstigningerne med bus, er dem, der rejser kortest. For eksempel fra Næsby til Odense, hvor et månedligt pendlerkort med bus stiger med 30 kroner - altså 7,6 procent.

I gennemsnit hæver FynBus taksterne med 5,5 procent, oplyser busselskabet på deres hjemmeside. Priserne på kampagnebilletterne Odense NU, som man køber ved at scanne en QR-kode, fastholdes.

DSB tror godt, kunderne kan finde de ekstra penge

For dem, der bruger Svendborgbanen, venter der en gennemsnitlig stigning på 4,9 procent fra Arriva. En enkeltbillet til Svendborg stiger søndag fra 88 kroner til 96 kroner. I mellemtiden dem, der tager toget på tværs af Fyn med DSB, kan forvente en markant højere stigning.

Her er der nemlig tale om procentvise stigninger i gennemsnit på knap 11,7 procent ifølge DSB's hjemmeside.

- Procentsatserne kan også lyde høje, men når man ser på de reelle prisstigninger, svarer det til, at ens pendlerkort stiger med måske 100 kroner om måneden for at rejse i 30 dage, så det tror vi egentlig godt, at kunderne kan få plads til i deres budget, siger Charlotte Saltoft Kjærulff, der er kundechef ved DSB.

Prisstigningerne kan allerede nu ses på Rejseplanens hjemmeside, og træder altså i kraft fra søndag 21. januar.  

Oversigt

    Oversigt