Se kortet: 98 steder på Fyn føler cyklister sig utrygge

Farlige højresving og manglende belysning er nogle af de problemer, cyklisterne på Fyn oplever. SF ønsker 100 millioner kroner sat af til kommunale cykelstier.

De godt tre kilometer vej mellem Bredbjerg og Morud i Nordfyns Kommune har de seneste mange år været kilde til usikkerhed for både cyklende skolebørn og deres forældre.

Turen fra Bredbjerg til Morud går nemlig ad Rugårdsvej, hvor der er meget trafik og lidt plads. Og ifølge en undersøgelse fra Cyklistforbundet, der er baseret på næsten 4.000 indberetninger fra hele landet, er der mange andre steder med lignende problemer. 

I 2017 besluttede Nordfyns Kommune, at der skulle laves cykelsti på strækningen, og da der tilbage i 2018 kom et tilsagn om statslig støtte på 10,7 millioner kroner til cykelstier i kommunen, fik projektet pludselig ben at gå på. 

- Det har betydet, at vi har kunnet realisere de projekter, vi har søgt ind på. For det er et væsentligt tilskud på 40 procent til projekterne. Vi havde ambitionerne allerede, men de her midler har gjort, at vi har kunnet komme i mål med dem tidligere, siger Anders Thingholm, (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i kommunen.

I august kunne man tage første spadestik til stien, der forventes at stå færdig i juni 2021. 

SF vil give 100 millioner kroner til cykelstier

Med et nyt forslag håber SF nu, at flere kan følge samme opskrift, som har skabt den sti, der er på vej mellem Bredbjerg og Morud.  

Partiet foreslår en pulje på 100 millioner kroner, som kommunerne skal kunne søge. Det er meningen, at pengene skal kunne støtte 50-70 procent, når en kommune vil anlægge cykelstier. 

- Hver gang vi lægger en krone, så skal kommunen også lægge en krone. På den måde kan der blive lavet cykelstier for 200 millioner, siger Karsten Hønge, (SF), der er valgt til Folketinget på Fyn. 

- Ved at inddrage kommunerne har vi erfaret, at de føler sig mere forpligtet til at få cykelnettet i deres kommune til at hænge mere sammen, siger han.

Prisen på cykelstier kan variere, alt efter hvor de skal anlægges, så hvor mange kilometer cykelsti, der kan anlægges for de 100 millioner kroner, er svært at sige. Generelt er det dyrere at anlægge cykelsti i byer, end det er på åbent land, men også fra kommune til kommune kan prisen variere.

Cykelstien mellem Bredbjerg og Morud er anslået til at koste 12,4 millioner kroner, mens den samlede plan for cykelstier i kommunen løber op i 32,2 millioner kroner. 

98 utrygge steder

Puljen, som SF foreslår, rammer et område, hvor der er nok at tage fat på. I hvert fald ifølge Cyklistforbundet, som er interesseorganisationen for danske cyklister.

Forbundet har opfordret cyklister til at henvende sig om steder, hvor de mener, det er utrygt at færdes på cykel. Man har fået 3.866 indberetninger, og ud fra det har man lavet et Danmarkskort, der viser, hvor cyklisterne føler sig utrygge. 

Se Cyklistforbundets kort herunder

På Fyn er der 98 steder, hvor cyklister har følt sig utrygge. Særligt i Odense er der mange steder, der giver cyklisterne problemer. Henvendelserne handler især om manglende cykelstier, farlige højresving og for lidt belysning. 

Cykelsti ved Hvidkilde Gods

Et af de steder, der bliver fremhævet som utrygt, er strækningen ved Hvidkilde Gods mellem Ollerup og Svendborg. Sidste år blev der oprettet en borgergruppe, der har til formål at få anlagt en cykelsti på strækningen.

Dennis Ørsted Petersen er formand for SF's partiforening i Svendborg, og han tror, forslaget kan bringe en cykelsti på strækningen tættere på. 

- Jeg er glad for forslaget på Christianborg, og jeg tror, at staten vil få stor gevinst i at investere i cykelstierne. Hvis man kan omlægge nogen fra fire hjul til to hjul, ville der også være stor gevinst i det.

 

Oversigt

    Oversigt