Seruminstitut: Aflivning af mink er den rigtige beslutning

Regional direktør i WHO udtrykker støtter til, at man ud fra forsigtighedsprincip afliver alle mink.

En omfattende masseaflivning er blevet sat i værk, fordi man har set en variant af coronavirus brede sig fra mink til mennesker.

Men man har ikke set prøver med den særlige variant - cluster 5 - siden september.

Derfor har både minkavlere og eksperter sat spørgsmålstegn ved visdommen i at indlede en masseaflivning af mink på nuværende tidspunkt.

Men Statens Serum Institut forsvarer den risikovurdering, der ligger til grund for den politiske beslutning:

- Vi ved ikke, hvad status er på denne variant (cluster 5, red.). Vi så de sidste tilfælde i slutningen af september måned.

- Vi kan håbe på, hvis vi er heldige, at lige præcis denne cluster ikke findes længere.

- Men vi ved det ikke, før vi har svar på alle prøverne i Nordjylland, siger afdelingschef Tyra Grove Krause på et hasteindkaldt pressemøde lørdag eftermiddag.

- Selv hvis den skulle være uddød, er der risiko for at der opstår nye varianter med en fortsat minkavl. Så vil vi kunne se en cluster 6 eller en cluster 7.

- Så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, siger Tyra Grove Krause.

På Fyn betyder beslutningen, at i alt 42 minkfarme skal have aflivet samtlige mink. Farmene er fordelt på 20 avlere. 

Med på pressemødet er regional direktør i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) Hans Kluge.

Han udtrykker opbakning til den danske strategi.

- Hellere være på den sikre side end fortryde det bagefter, siger han på pressemødet.

Han roser også Danmark for at dele viden om den nye minkvariant, der af de danske myndigheder anses for en mulig trussel mod en kommende vaccine.

Hans Kluge er tilfreds med, at der nu er iværksat omfattende test af op mod 280.000 nordjyder.

Det skal slå fast, om cluster 5 allerede er uddød, eller om der fortsat er smittelommer, hvor den har gemt sig.

Oversigt

    Oversigt