Tirsdag kunne være blevet til dobbelt dansk medaljedag ved VM i svømning, hvis Rikke Møller Pedersen havde fulgt op på Lotte Friis' guldmedalje tidligere i finaleafsnittet.
Men fynboen måtte nøjes med en sjetteplads i kvindernes 100-meter-bryst.
Hun var mere end to sekunder efter den vindende amerikaner Rebecca Soni, og bronzemedaljen glippede med 76 hundreddele.
Rikke Møller Pedersen svømmede ellers fjerdehurtigste tid i semifinalerne og var her kun fire hundreddele efter den senere bronzevinder, Ji Jiping fra Kina.
En trøst må det dog være for EM-sølvvinderen fra sidste år, at hun fortsat har sin bedste disciplin, 200-meter-bryst, til gode.
Her svømmes der indledende heats og semifinaler torsdag, mens finalen afvikles fredag.