Skuespiller Jesper Groth: - Hvis man er fra Ærø, er man stolt

Ærøbo Jesper Groth er stolt af sin hjemstavn, som har haft og fortsat har stor betydning for ham i sit virke som skuespiller og sanger. Øen giver ham ro i en travl og til tider elitær hverdag.

En lyskæde med farvet lys snor sig op ad den store træbjælke midt i rummet. Lyset giver farve til det ellers mørke rum for enden ad den lange gang.

quote Ærø er for mig nok lidt en nostalgisk fortælling. Det er et sted, jeg holder virkelig meget af

Jesper Groth, skuespiller og sanger

En garderobe med både en bankmands-skjorte, rød læderjakke med skulderpuder og en hawaiiskjorte vidner om, at her bor en sand kamæleon.

Værelset, der ligger i en lille perle af en lejlighed gemt væk på Christiania, tilhører skuespiller og musiker Jesper Groth.

Han er gæst i dennes uges afsnit af 'Bajer og Brunsviger', som er en podcast produceret af Bemærk. Her fortæller fantastiske fynboer om deres forhold til Fyn og om deres opvækst på øen.

Spørger man Jesper Groth om han er stolt af sin hjemstavn, kommer svaret også prompte:

- Det er jeg i hvert fald, hvis man er fra Ærø, så er man stolt.

Ærø-mand med hud og hår

Stoltheden over hjemstavnen er til at mærke. Udover en tatovering med ”Ærø” på armen, er Jesper Groth også tit at finde på øen i det sydfynske øhav. Det er både, når han skal slappe af i sit fritidshus, og når han agerer talsperson for øens arrangementer eller lokale virksomheder.

- Jeg vil altid gerne hjælpe på vej, hvor jeg kan, siger han.

- Jeg hjælper gerne turistforeningen eller whiskybryggeren. Jeg støtter lokalt, hvor jeg kan. Det hænger måske også sammen med, at indtil for ti år siden, der vidste alle, hvor Langeland og Samsø lå, men de vidste ikke, hvor Ærø lå, og det synes jeg var synd, men det har heldigvis ændret sig nu.

Men hvad er det, der gør Ærø så speciel?

- Ærø er for mig nok lidt en nostalgisk fortælling. Det er et sted, jeg holder virkelig meget af. På en eller anden måde er Ærø jo, ment godt, sådan lidt afsondret samtidig med, at du lynhurtigt kan tage en færge til Fyn og være i større omgivelser, fortæller Jesper Groth.

Bajer og brunsviger

Ud med holdsport ind med playback

Som ung på Ærø mindes Jesper Groth en opvækst fyldt med styrke i lokalsamfundet og tryghed.

- Jeg har været begavet med vildt mange venner, og der har jeg været heldig.

Dog fandt en ung Jesper Groth også ud af, at han allerede tidligt skilte sig ud. Blandt andet når det kom til fritidsinteresser. Han var for eksempel ikke noget talent på en fodboldbane. 

- I et nærmest heteronormativt samfund med fodbold kan du blive populær, hvis du kan noget, og jeg kan ingenting med en bold. Det siger mig i øvrigt ingenting, siger han.

- Jeg kan huske engang, hvor vi var bagud 6-2, og jeg fik bolden. Der skød jeg den ad helvedes til, for der var jo alligevel ingen grund til at kæmpe videre, fortæller Jesper Groth.

Men lysten til at have en fritidsinteresse sad stadig i ham, og i stedet for boldspil og holdsport fandt Jesper Groth en anden aktivitet i sang og skuespil. 

- Jeg fandt ud af, at der heldigvis var sådan en playback-konkurrence. Jeg var med tre gange og vandt - eller var med til at vinde alle tre. På en eller anden måde var det der, at jeg fandt ud af, at det at stå på en scene bar en forløsning i sig, og så lærte jeg, at det er en fest for den forberedte.

quote Jeg har fundet en smart løsning. Jeg har købt et fritidshus på Ærø, så jeg har dobbelt statsborgerskab, plejer jeg at sige

Jesper Groth, skuespiller og sanger

En arrogant kunstner

Oplevelsen med playback-konkurrencer gjorde det klart for en ung Jesper Groth, at han i hvert fald ville beskæftige sig med noget inden for det kreative området.

- Jeg vidste ikke, at jeg ville være skuespiller, men jeg fandt ud af, at jeg godt ville beskæftige mig med kunst, og det siger jeg på et tidspunkt til min studievejleder, og hun synes simpelthen, det er så arrogant at sige, man vil være kunstner. Fordi hun opfattede det på sådan en jantelovs-måde, at "jeg tror rigtig nok, jeg kan", fortæller Jesper Groth.

Mødet med studievejlederen sendte Jesper Groth ned ad en anden vej end kunstervejen til at starte med, men oplevelsen på kontoret kan stadig den dag i dag irritere ham.

- At en studievejleder ikke ved, at vi er nogen der har sådan et sind som mig, og at når man siger, man gerne vil være kunstner, så er det ikke arrogant eller hovski snovski, men at man har villigheden til at leve fattigt, indtil det en dag måske lykkedes. Hvis du vil have penge, så læs økonomi, siger Jesper Groth.

Det elitære møder det ærøske

Til trods for at Jesper Groth ikke har boet fast på Ærø, siden han var 16 år, kommer han stadig så ofte han kan tilbage til øen hvor han i dag har købt et fritidshus.

- Jeg har fundet en smart løsning. Jeg har købt et fritidshus på Ærø, så jeg har dobbelt statsborgerskab, plejer jeg at sige.

Og livet som ærøbo og københavner kunne næsten ikke være mere fjernt fra hinanden.

- I mit voksenliv lever jeg jo et meget elitært liv her i København og også et til tider stresset liv. Jeg har eksempelvis fået en personlig træner. Når jeg så kommer til Ærø i dag, kan jeg godt mærke, at tempoet er et andet, og at det i virkeligheden er sundere for mig at være der, end hele tiden at leve et elitært liv.

En scene er en scene

I dag kan Jesper Groth opleves på flere scener end én. Musikbandet, Fyr og Flamme, som Jesper Groth er den ene halvdel af, er godt på vej mod stjernerne. De har været i rotation i radioen og er hele sommeren blevet spillet i stor stil. 

- Vi ved godt, at vi har et originalt, klichéprodukt på en måde, som folk har haft brug for, siger Jesper Groth.

quote Der er ikke noget, man kommer nemt til, der er også søvnløse nætter. Man skal vælge rigtigt, og prøve ikke at tænke over hvad folk tænker om én

Jesper Groth, skuespiller og sanger

Det er især hittet 'Menneskeforbruger', der har banet vejen for duoen. Hittet har ligget fire uger på P3 Listen som nummer et og været ugens uundgåelige på samme kanal. Den store interesse og medvind som bandet har haft, er de godt klar over delvist kan linkes til, at Jesper Groth er et kendt ansigt, men det betyder ikke, at vejen mod guldpladerne er nem.

- Der er ikke noget, man kommer nemt til, der er også søvnløse nætter. Man skal vælge rigtigt og prøve ikke at tænke over, hvad folk tænker om én.

Og Jesper Groth, måske som den provokatør han selv påpeger, han kan være, eller måske som den kamæleon han er, nægter at vælge én scene fremfor den anden.

- Der er jo meget presse lige nu, der godt vil have mig til at vælge, og det synes jeg simpelthen er så åndssvagt. Det er, fordi de ikke ved noget om det. Der er en scene og et publikum, og så tager jeg glimmer på øjnene, og så kan det godt være, jeg hedder Jesper, men det er stadig alter ego og superhelte-agtigt for mig.

 

Oversigt

    Oversigt