Fra Robert-nominering til Anden-film: Skuespiller har Ærø tatoveret på armen

Skuespiller Jesper Groth strækker sig langt for at promovere Fyn. Kærligheden til fødeøen Ærø er tatoveret på armen, og det kan af og til skabe lidt problemer på arbejdet.

- Selvom jeg har boet en årrække i København, så kalder jeg mig aldrig københavner, når folk spørger. Jeg er ærøbo.

Skuespiller Jesper Groth sidder på en bænk på Christianshavn. Han har ikke boet på Ærø i 15 år, men fødeøen er aldrig længere væk end på den nederste del af armen.

- Min kammerat havde købt en tatoveringsmaskine, og så var jeg den første, som lagde arm til. Den kan godt nogle gange være et problem i mit arbejde, fortæller den 30-årige skuespiller.

Lige nu er ærøboen aktuel i Anders Matthesen nye film 'De Frivillige'. Sidste år var han nomineret til en Robert-pris for sin rolle i DR-serien Klaphat, men det er især, når Jesper Groth trækker i sygeplejeruniformen som Bjørn i TV 2's Sygeplejeskolen, at sminkøren må bruge lidt ekstra tid på hans venstre arm.

- Den (tatoveringen red.) er heldigvis nem at sminke over med en airbrush, så den bliver helt usynlig, fortæller en grinende Jesper Groth.

Hør Jesper Groth pudse sin ærøske dialekt af.

 

Fyn er mit fodbold

'De Frivillige' foregår i Assens Arrest, og generelt stiger Jesper Groths velvilje over for projekter altid en smule, når det foregår på Fyn.

- Jeg strækker mig altid lidt på honoraerne og siger ja til nogle flere ting, når det har noget med Fyn at gøre, fordi jeg holder meget af det, siger han.

Faktisk er tanken om at promovere Fyn blevet lidt af en interesse for ham.

- Jeg har mange venner herinde i København, som enten holder med Brøndby eller FC København, men jeg interessere mig ikke for fodbold, så Fyn er ligesom blevet mit fodbold, siger Jesper Groth.

Jesper Groth bliver af og til bedt om på arbejdet at skrue lidt ned for sin dialekt.
Fotograf: Morten Albek

Icebreaker at være ærøbo

Castingbranchen kan ifølge Jesper Groth godt være plaget af lidt københavneri.

- Jeg får mange castings, hvor jeg skal spille nordjyde, fordi folk tror, jeg er jyde. Alt vest for Storebælt bliver ligesom set som sådan en pøl af det samme, siger Jesper Groth.

 Derfor er det også ofte en icebreaker i branchen, når Jesper Groth fortæller, han er fra Ærø.

- Det er altid en positiv reaktion a la: Gud, er du fra Ærø? Min fætter er sgu fra Ærø. Og så er der altid noget at tale om.

Jesper Groth forsøger i øjeblikket at samle lidt penge sammen til et fritidshus på Ærø, men planen er ikke at flytte tilbage til øen foreløbig.

- Arbejdsmæssigt vil det ikke være meget bevendt at bo på Ærø lige nu, men jeg må indrømme på et tidspunkt, når jeg skal have børn, så har det for mig selv været en gave, at der har været vand og natur omkring mig, siger Jesper Groth.

Jesper Groth har dog udset sig et særligt projekt, hvor han måske kan få mulighed for at arbejde på Ærø.

- Folkene bag det der svimlende budget til Vi, De Druknede (Bog af Carsten Jensen, der handler om fire generationer af sømænd fra Marstal red.). De må altså godt ringe. Jeg behøver ikke have hovedrollen, men jeg vil da sige, at det var oplagt, slutter Jesper Groth med et smil.

Se hele indslaget om Jesper Groth.

 

Oversigt

    Oversigt