Han brød sammen på løbetur - nu skriver drabsefterforsker digte om ti år med drab
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Efter 16 år ved politiet brød Martin Wittrup Enggaard sammen. Hverdagen bestod af den ene traumatiserende oplevelse efter den anden, og en dag flød bægeret over. Hans overlevelse blev at skrive digte.
Det var i 2022.
Fynske Martin Enggaard Wittrup, gift og far til tre små børn, var ude på en af de løbeture, der efterhånden var afgørende for hans psykiske velbefindende. For efter en årrække som drabsefterforsker i København var han ved at være slidt. Godt og grundigt.
- Gennem et par uger, havde jeg haft voldsom trykken for brystet. På den her løbetur bryder jeg sammen. Jeg hulker og får slæbt mig hjem i køkkenet, hvor jeg griber ud efter den notesblok, vi bruger til indkøbslister. Så begynder jeg at skrive.
“Blodpølen i entréen farver de blå skoovertræk / der er identiske med de blå skoovertræk/i børnehaven".”
Resultatet af sammenbruddet blev digtsamlingen "Enhver kontakt efterlader spor - politidigte".
Digtene er fiktion, men ligger tæt på den brutale virkelighed, som Martin har været i kontakt med dagligt gennem 16 år ved politiet, de seneste ti år som drabsefterforsker.
Det lå ellers ikke i kortene, at Martin skulle være ved politiet. For som dreng på Fyn, lidt uden for Odense i Bullerup, drømte han allermest om at blive brugsuddeler.
- Men så skete der det, at den lokale brugsuddeler forsvandt sporløst. Så jeg sagde til min mor, at det turde jeg simpelthen ikke blive.
I stedet forfulgte Martin en anden drengedrøm. Som så mange andre så han for sig en fremtid som FBI-agent, hvor han skulle opklare mordmysterier. Og sådan gik det faktisk.
Men selvom jobbet ved politiet er givende og lærerigt, er det også benhårdt.
“En psykopat tæver sin femåriges psyke / ved at slå den femåriges mor til blods”
Traumer bliver hverdag
Derfor hjalp det for Martin at sætte ord på den voldsomme hverdag. I mange år havde han skrevet dagbog, men da han reelt brød sammen på løbeturen, var det digte, som kom ud af ham. Og det hjalp på den mentale tilstand.
- Både digtene og samtalerne med min kone og min psykolog gjorde, at jeg blev mere bevidst om, hvad der havde udløst min reaktion. Det var blandt andet de mange traumatiserende og ubearbejdede oplevelser fra det daglige arbejde.
“En far har dræbt sin familie / med en sabel”
- Når jeg går gennem byen, har jeg erindringer fra hvert et gadehjørne. Det ene sted har jeg været med til at genoplive en narkoman, ved det næste været ude ved et væbnet røveri og deroppe måske grebet ind overfor vold i hjemmet. Der er mord på børn, obduktioner, blodige gerningssteder og voldsomme videoer, der skal ses igen og igen.
Hvor vidner får tilbudt krisehjælp efter en voldsom hændelse, må politifolket arbejde videre.
Ikke forfatterskole, men politiskole
At skrive faldt Martin let, for selvom han ikke har gået på forfatterskole, har han gået på politiskole, og det er faktisk lige så godt. For han har skrevet tusindvis af politirapporter i et nøgternt og beskrivende sprog, som han også benytter sig af i digtene.
“Sålaftrykkene i blodet indikerer / at den sovende toårige / blev taget til sidst”
Aldrig havde Martin forestillet sig, at netop han skulle få det så skidt af sit arbejde.
- Men det var naivt, for det kan jo ske for enhver. Jeg troede, at jeg aldrig ville kunne komme tilbage, hvis jeg var åben om, hvordan jeg havde det. Men det kunne jeg godt. Med den her digtsamling vil jeg gerne være med til at bryde tabuet ved politiet om, at man ikke taler åbent om de svære hændelser. Vi skal være åbne og tale om det.