Bryllupsturisme: Minister giver kontrollen tilbage til kommunerne

Mai Mercado vil efter valget igen give kommunerne ansvaret for godkendelse af ægteskaber.

Der var stor glæde at spore blandt borgerne på Ærø onsdag eftermiddag, og det var ikke på grund af besøget fra børne- og socialminister Mai Mercado (K), men på grund af det hun havde at sige til borgerne.

- Vi er nået frem til en enighed om at se på, hvordan vi kan strikke det sammen, at godkendelsen af vielserne kommer tilbage til kommunerne, fortalte ministeren til stor jubel fra de fremmødte på Ærø.

Der har i længere tid været stor utilfredshed på øen over et initiativ fra Folketinget, som gjorde, at en central enhed i Odense overtog styringen for godkendelse af udenlandske bryllupper. Det gjorde man for at undgå de såkaldte proformaægteskaber, når udenlandske par rejser til Danmark for at blive gift.

Den Centrale Enhed har fejlet.
Fotograf: Kasper Eland Marquardtsen

Enheden godkender ægteskaber, hvis ikke begge parter har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne.

Rulles tilbage efter valget

Mai Mercado i hestevogn med nogle af borgerne fra Ærø.
Mai Mercado i hestevogn med nogle af borgerne fra Ærø.
Foto: Lasse Honoré

Enheden har haft en lang sagsbehandlingstid, og det har ført til tab af store millionbeløb på Ærø.

- Bryllupsturismen er et erhverv bestående af bryllupsbureauer, overnatningssteder, restauranter, fotografer, frisører, butikker og så videre. Det er dem, der tidligere skabte en omsætning i omegnen af 30 millioner kroner om året på Ærø. Der er desuden også et fald på 82 procent for nye godkendte vielser, hvis man sammenligner perioden med sidste år, siger direktør for Ærø Turist og Erhvervsforening Chris Hammeken.

Mai Mercado vil efter valget, uanset om hun er i oppositionen eller regeringen, samle partierne og rulle forslaget tilbage, men det bliver stadig med visse forbehold.

- Vi skal gøre det i en balance, hvor vi stadigvæk sikrer,

at vi har et forbud mod proformaægteskaber, for vi vil ikke have, at nogen bliver gift mod deres vilje, men samtidig skal vi sikre vores bryllupsindustri, lød det fra Mai Mercado.

Oversigt

    Oversigt