Den har lange, sølvgrå hår, der med gift kan fremkalde allergiske reaktioner, alvorlig sygdom og i værste tilfælde død. Og dens giftige hår kan spredes med vinden.
Den bærer det rette navn egeprocessionsspinder, men bliver også kaldt "larven fra helvede", og den er nu fundet i et hidtil uset omfang i Danmark langs letbanen og Niels Bohrs Allé i det sydlige Odense.
Det fremgår af en orientering til hele byrådet, som TV 2 Fyn har set.
Siden har Odense Kommune fortalt, at der er tale om omkring 800 reder, der er fundet i området omkring Ørbækvej, Niels Bohrs Allé, Bilka, Rosengårdcentret og Ikea. Odense Kommune har inddraget eksperter fra ind- og udland for at finde ud af, hvordan den skal bekæmpes.
Hårene fra larven kan give alvorlige allergiske reaktioner som hudirritation, kløe, udslæt, øjenirritation, feber og i særlige tilfælde vejrtrækningsproblemer.
En ekspert med indgående kendskab til larven er stærkt bekymret over fundet i Odense.
- Det er ildevarslende, at larven er fundet. Det er alvorligt. Vi har ventet på det, men ikke med glæde, siger skov- og naturtekniker Sebastian Hopwood, der er selvstændig i virksomheden Træplejemand.
Tidligere er der fundet enkelte hanlarver i Danmark, men det er første gang, at der er fundet reder og store koncentrationer af skadedyret.
Et problem for mennesker og dyr
Både mennesker og dyr kan blive ramt, hvis de kommer i kontakt med larvens fimrehår, der kan sprede sig med vinden i de områder, hvor larven har reder.
- Først og fremmest er det et problem for mennesker. Parkgæster, hundeluftere og haveejere kan også blive udsat, lyder fra Sebastian Hopwood.
Ifølge Hans Peter Ravn, der er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, så kan mennesker og dyr blive udsat for giften, hvis de rører larven, men også hvis hårene bliver båret med vinden.
Det sidste er især farligt, da man kan få giften i luftvejene, når man trækker vejret.
- Det kan give en allergisk reaktion i luftvejene og lungerne, så man ikke kan trække vejret, og i værste tilfælde kan man dø af det, har Hans Peter Ravn tidligere udtalt til TV 2.
Larverne gemmer sig i reder om vinteren i træet og i jorden, og når de kravler op i træerne om foråret, er der risiko for at komme i kontakt med deres giftige hår.
Udbredt i Europa
Egeprocessionsspinderen har været kendt i Sydeuropa og Tyskland i flere år, hvor den bliver betragtet som et skadedyr. Den er formentlig kommet til Danmark med importerede egetræer fra Tyskland.
I Tyskland har man sat advarselsskilte op og afspærret områder, hvor egeprocessionsspinderen har reder.
- Jeg har mødt nogle, der sagde, at kolleger lå i sengen i tre uger, siger Sebastian Hopwood.
I 2019 blev ni tyske børn indlagt, da de havde svært ved at trække vejret, fordi de havde indåndet hårene fra larverne. Og i byen Münster blev seks personer opereret i øjnene, efter at have fået de giftige hår i dem.
- Det er særligt luftvejene, man skal være opmærksom på, fordi de små fimrehår kan indåndes. Man skal være meget forsigtig. Det er forskelligt, hvordan folk reagerer, men det virker ikke til, at man opbygger resistens. Tværtimod bliver man mere sårbar. Jeg har kolleger, der ikke længere kan gå ind i en park, hvor larven er, siger han.
Svær bekæmpelse
Bekæmpelsen af larven er vanskelig, og nogle steder i Europa er kampen opgivet. Bekæmpelsen sker med sprøjtning og fjernelser af reder. Sebastian Hopwood har selv arbejdet med fjernelse af reder i London gennem et halvt år.
- Selv hvis man fjerner dem, kan man ikke forhindre det. De er kommet for at blive. Man kan mindske mængden, men ikke bekæmpe det. Det er vigtigt at få inspiceret og undersøgt rederne og tælle, hvor mange der er, så man kan vurdere næste år, hvor mange der er overvintret, og om det er blevet værre, forklarer Sebastian Hopwood.
I sensommeren forvandler laverne sig til uskadelige natsværmere.