![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDEvMjkvbGFydmUuanBn/larve.jpg?fm=jpg&w=3000&h=862.92134831461&s=070d650d9c3c2159288343cc50838e2d)
De mikroskopiske små hår på egeprocessionslarverne rystes let løst og blæses rundt af vind og vejr, og de 0,1-0,2 millimeter små hår indåndes nemt via luftvejene.
Biolog Bjarne Skule kalder det "en potentiel sundhedsfare", og derfor har han en klar opfordring til odenseanerne:
- Det vil være ualmindeligt dumt at opsøge områderne, når man ved, at de er der, siger han.
Han har studeret sommerfugle i mere end 50 år og er specialist i natsværmere, som egeprocessionslarven er.
- I tørre, blæsende perioder er der overhængende fare for at komme i kontakt med hårene. Får vi en blæsende frostperiode, frigives de nemt, siger Bjarne Skule.
Kan ikke vaskes af
Det er første gang, at der er fundet både hunner og reder i Danmark. Indtil nu har man kun observeret hanner, og da de ikke ligger æg, har biologerne ikke opfattet dem som en trussel - før nu.
Egeprocessionslarven er dog mere almindelig i både England og Tyskland. Det er også fra importerede egetræer fra Tyskland, at man formoder, at larven er kommet til Danmark.
- Man skal ikke piske en stemning op om, at verden er ved at gå under. Men af hensyn til de mange, der færdes i området, er man nødt til at gøre opmærksom på det. En hundesnude eller børnehænder kan komme galt af sted, lyder det fra Bjarne Skule.
Han har ikke selv prøvet at være i kontakt med de mikroskopiske hår fra egeprocessionslarven, men han har prøvet fra lignende arter.
- Det er meget ubehageligt, og man kan ikke vaske dem af. Jeg troede, jeg havde taget alle forholdsregler, men blev alligevel ramt. Risikoen for folk, der ikke ved, hvad de har at gøre med, er endnu større.
- Jeg kan sagtens forestille mig, at små unger i børnehavealderen omfavner et træ, og jeg har ikke lyst til at lide, at det sker, fortæller Bjarne Skule.
Allergiske reaktioner
Bjarne Skule er ikke alene med opfordringen om at holde sig væk fra områderne nær Ørbækvej og Niels Bohrs Allé.
Det samme skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, der i forbindelse med fundet af rederne i Odense har udarbejdet en række anbefalinger.
- Undgå kontakt med larver, både døde og levende, og med larvens reder eller vegetation/jord omkring træer, hvor der har været larver.
Har man alligevel været i kontakt med hårene, kan man ifølge Styrelsen for Patientsikkerheds forsøge at fjerne dem ved forsigtig afskylning og efterfølgende grundig afvaskning. Tøj skal vaskes ved mindst 60 grader.
Oplever man kraftige symptomer eller vejrtrækningsbesvær efter kontakt med larverne, anbefales det at søge lægehjælp.