Blå blok byder Lilleholt velkommen - men borgmesterposten bliver der kamp om
kopieret!
Lars Chr. Lilleholt er velkommen i den fynske hovedstads blå blok, mener konservativt byrådsmedlem Søren Windell.
- Det er dejligt, at han byder sig til og vil bruge sin store erfaring her.
Nu melder Lars Chr. Lilleholt selv ud: - Jeg vil være borgmester
Folketingsmedlem og forhenværende minister Lars Chr. Lilleholt melder nu for første gang selv ud, at han tager kampen op om borgmesterposten i Odense ved kommunalvalget næste år.
Det sker i et interview med TV 2 Fyn.
- Jeg stiller mig i spidsen for Venstre med det klare formål, at jeg går efter borgmesterposten. Jeg går efter at give Peter Rahbæk Juel så meget modstand som overhovedet muligt til det kommende byrådsvalg.
Lars Chr. Lilleholt sad i Odense Byråd i 21 år indtil 2015, hvor han blev udpeget som landets energi-, forsynings- og klimaminister.
I sidste uge, bare seks timer efter nyheden om at sønnen Christoffer Lilleholt forlader politik blev kendt i offentligheden, kunne TV 2 Fyn som det første medie fortælle, at far Lars Chr. Lilleholt var i spil som arvtager for sin søn.
I interviewet med TV 2 Fyn løfter han blandt andet sløret for, hvornår han besluttede sig for at stille sig til rådighed som Venstres spidskandidat.
Det var ikke planlagt
Lilleholt-familien har siddet solidt på Venstre i Odense gennem mange år. Men at sønnike Christoffer Lilleholt havde i sinde at forlade det politiske liv, og dermed gøre plads til at farmand kunne overtage førersædet, var ikke planlagt.
- Det kom som en bombe for mig, og jeg havde sådan set forberedt mig på, at jeg skulle ud og hænge valgplakater op for Christoffer (Lilleholt, red.) til foråret.
Ifølge Lars Chr. Lilleholt er det på ingen måde noget de har vendt på hjemmefronten, og han blev selv meget overrasket over, at Christoffer Lilleholt trak sig - men det satte også gang i nogle tanker hos ham.
- Den aften Christoffer fortalte, at han ville trække sig, sagde jeg også til ham, at jeg ville gå hjem og tænke mig godt og grundigt om og overveje at at stille mig til rådighed som spidskandidat for Venstre og dermed borgmesterkandidat, siger Lars Chr. Lilleholt.
Blå Bog: Lars Chr. Lilleholt
Født den 2. marts 1965 i Odense.
Bor i Odense, gift med Jane Lilleholt, sammen har de tre børn Christoffer Lilleholt (1995), Mathilde Lilleholt (1998) og Caroline Lilleholt (2001).
Student fra Tornbjerg Gymnasium i 1984.
Tidligere journalist på Vejle Amts Volkeblad og Fyns Amts Avis.
Medlem af byrådet i Odense for Venstre 1994-2015.
Valgt til Folketinget for Venstre i Fyns Amtskreds 2001.
Energi-, forsynings- og klimaminister fra 28. juni 2015 – 27. juni 2019.
Formand for Venstres folketingsgruppe fra 2022.
Velkendte græsgange
Hvis Lars Chr. Lilleholt vender tilbage til rådhuset på Flakhaven, bliver det nok ikke svært at vænne sig til den nye arbejdsplads. For mere end 20 år af hans politiske karriere er nemlig tilbragt her.
Men siden blev Flakhaven skiftet ud med Slotsholmen.
Du har haft nogle af landets højeste poster, og nu vil du melde dig ind i odenseansk byrådspolitik. Er det her en indflyvning til Lars Chr. Lilleholts pension?
- Det her er ikke et retrætejob for mig. Det her er en opgave, jeg går fuldt ind i, og det er også baggrunden for, at jeg i aftes meddelte min kredsbestyrelse i Middelfart, at jeg ikke stiller op til det kommende folketingsvalg.
Energien er der
De seneste år har budt på sundhedsmæssige udfordringer for eks-ministeren, heriblandt en diabetesrelateret indlæggelse, som resulterede i en amputeret tå. Men det er et overstået kapitel.
- Jeg har haft fysiske udfordringer, og dem er jeg kommet henover.
- Jeg har masser af energi i forhold til at løse den her opgave. Man skal passe på med at diskriminere folk, fordi de er oppe i alderen. Jeg tror på, at jeg kan være med til at bidrage og gøre en forskel.
Vil samle de blå partier
Hvis Lars Chr. Lilleholt vender tilbage til odenseanske politikerliv, er det med et klart formål; blå blok skal samles, og rød blok skal udfordres.
- Jeg går efter at samle de blå partier i Odense, således at vi står så stærkt som overhovedet muligt i forhold til at udfordre Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i Odense Byråd.
Ved valget i 2021 blev Venstre overhalet af Konservative som det største borgerlige parti i byrådet i Odense. Siden mistede Venstre Araz Khan, som skiftede til Liberal Alliance. Venstre har lige nu fem pladser i byrådet, Konservative har seks.
Men Venstre-mandens hjemkomst er ikke nok til, at Konservative vil slække på egne ambitioner.
- Vi går til valg for en konservativ borgmester, fastslår Windell, som selv er partiets kandidat.
Er det her en styrkelse af den samlede blå blok frem mod valget?
- Jeg ser det ikke som en svækkelse, og jeg er glad for, at han vil kaste sig ind i kampen for at tippe den politiske balance i Odense.
Konservative er det største borgerlige parti i Odense Byråd med seks medlemmer, hvorimod Venstre sidder med fem.
Kom med helt tæt på: Her afslører rådmand sit exit til kollegaer
kopieret!
Mandag morgen kom det som en overraskelse for mange, da Odenses rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Christoffer Lilleholt (V), meddelte sin afgang fra politik - blot måneder efter at være valgt som Venstres spidskandidat til næste års kommunalvalg.
Inden nyheden blev offentliggjort, blev politikerens nærmeste kollegaer informeret, og et tv-hold var til stede.
Optagelserne er blevet lavet i forbindelse med produktionen til en dokumentar om næste års kommunalvalg.
Her havde Christoffer Lilleholt indvilliget i, at TV 2 Fyn fik lov til at komme helt tæt på, hvordan det er at drive valgkamp som byrådspolitiker til et kommunalvalg. Både i offentligheden og i privaten.
Optagelser, der nu står i et andet lys.
Vil prioritere familieliv
Christoffer Lilleholt, der nu stopper i politik, blev ellers valgt som Venstres spidskandidat i Odense til næste års kommunalvalg, der afholdes 18. november. I TV 2 Fyns dokumentar “Lilleholt siger farvel”, fortæller han, at han begyndte at overveje sin fremtid i politik efter fødslen af sit andet barn i sommer.
- Enhver, der får et barn eller to børn - jeg kan næsten ikke forestille mig, at man ikke ændrer sit perspektiv på verden og på, hvad der er vigtigt. Indtil jeg fik mit første barn, var karrieren vigtigst frem for alt.
I forbindelse med sit politiske arbejde og beskæftigelse som rådmand i Odense Kommune konstaterer venstrepolitikeren, at der foregår mange møder om aftenen. For nuværende ønsker han i stedet at prioritere sin tid i sit familieliv med kone og børn.
- Det er ikke, fordi jeg synes, at det er synd for nogen, der bliver rådmand. Men det skal passe ind i ens eget liv, hvis man skal deltage i det. Jeg synes, jeg er nået til et punkt, hvor jeg godt kunne tænke mig at prøve noget andet.
Dermed skriver Christoffer Lilleholt sig ind i en tendens. Tidligere på året udførte TV 2 Fyn en rundspørge hos fynskvalgte politikere. Her svarede 51 procent af de adspurgte, at de har overvejet at stoppe som kommunalpolitikere af hensyn til familien.
Afviser ikke politisk comeback
I slutningen af oktober blev Christoffer Lilleholt valgt som spidskandidat for Venstre. Dermed har han haft overvejelserne om et eventuelt exit, før han blev valgt til posten, der skulle vippe Peter Rahbæk Juel af borgmesterposten i Odense.
Du siger, at du har haft overvejelserne i et stykke tid. Havde det ikke været bedre for Venstre, hvis du havde tonet rent flag?
- Jo, når man kigger tilbage, så kunne man have gjort en masse ting anderledes.
Christoffer Lilleholt afviser ikke, at han på et tidspunkt vender tilbage i politik, men har som udgangspunkt ingen planer om at vende tilbage til Odense Byråd.
- Hvis jeg skal lave politik, så vil det nok være et andet sted, men der er ingen som helst konkrete planer om det.
Tidligere på ugen erfarede TV 2 Fyn, at Christoffer Lilleholts far, Lars Christian Lilleholt, er i spil til at blive Venstres spidskandidat til næste års kommunalvalg. Christoffer Lilleholt afviser at kommentere spørgsmålet om, hvorvidt hans far vender tilbage til Odense Byråd.
- Jeg blander mig overhovedet ikke i, hvordan det udspiller sig i Odense. Jeg tror ikke, det er særlig sundt, at en, der har været og har haft et job, begynder at blande sig i sin efterfølger.