Fotograf Søren Skarby kan mærke nervøsiteten melde sig, for når først dagens fotomodel kommer ind i lokalet, skal det gå stærkt.

- Vi har omkring ti minutter, for så begynder den at skifte farve, forklarer Søren Skarby.

Fjord&Bælt i Kerteminde og Naturama i Svendborg har startet fotoprojektet "Fisk - helt tæt på", der skal gøre det muligt for os allesammen at studere fisk ned i de mindste detaljer.

Danmark er en stolt fiskerination, men fiskerflåden bliver mindre og mindre, og de fleste danskeres kendskab til fisk foregår gennem en køledisk i supermarkedet. Derfor skal projektet ende ud i en stor fotoudstilling, hvor man kan studere 25 forskellige danske fisk forstørret til 2x3 meter.

Fondsmidler på i alt 1,4 millioner kroner har gjort projektet muligt.

Selvudviklet fototeknik

- Fascinationen af at se en lille fisk blæst op i 2x3 meter, gør tingene meget smukke. Når lyset er sat rigtigt, og det er den rigtige fototeknik, man bruger, så bliver det sindssygt flot, siger Mette Thybo, der er direktør for Fjord&Bælt og Naturama.

Søren Skarby mener selv, det er første gang, nogen prøver at fotografere fisk med denne metode, som han selv har udviklet.

Det har krævet mange hovedbrud og mange samtaler med venner og bekendte, der til sidst har resulteret i et specialkonstrueret fotobord, hvor fiskene kan ligge og blive fotograferet.

Han er selv blevet overrasket over detaljerne i projektets første foto af en hun-havørred.

- Selvom jeg selv er lystfisker og har fanget mange havørreder, så opdager jeg ting, jeg aldrig har lagt mærke til før. For eksempel kan man se inde i rygfinnen i de små ben, at de er leddelte, så den nemmere kan lægge dem ned. Det har jeg aldrig lagt mærke til før. Så der sker nogle ting, når man kommer op i den her størrelse, hvor man bare tænker "hvad? - okay!", siger Søren Skarby.

Hver fisk bliver under processen flyttet milimeter for milimeter og fotograferet 120 gange til fotos, der hver fylder 500 megabytes. På hvert foto ligger skarpheden et nyt sted og til sidst bliver alle billederne samlet til ét foto med ultrahøj opløsning.

Søren Skarby er selv helt overbevist om, at de fleste danskere kan få glæde af de højopløselige fotos.

- Det er en måde at fortælle om diversiteten, og om, hvad der foregår lige under overfladen, siger han.

Levende fisk skal ligge stille

Dagens fotomodel er en blank havørred, der bliver fisket op af bassinet hos Fjord&Bælt.

Udfordringen består i, at få fisken til at ligge stille, mens der bliver taget fotos, og fisken må ikke være død. For når døden indtræffer, går glans og farve af fisken.

Derfor bliver havørreden straks bedøvet med en kraftig overdosis bedøvelse, der får den til at ligge helt stille. Efter ti minutter dør den i formidlingens tjeneste.

- De opdager det ikke. Jeg slår også ihjel for at spise fisk. Det er ligesom naturens orden, siger Søren Skarby.

De ti minutter skal udnyttes optimalt, og så snart bedøvelsen er sat ind, bliver der travlhed i fotostudiet.

Konservator Morten Boesen hjælper med at få fisken til at tage sig godt ud med finnerne strukket ud. Den placeres på den optimale måde på fotobordet, og så begynder processen, hvor Søren Skarby drejer på et lille håndtag.

Fisken flyttes ganske langsomt milimeter for milimeter, mens der bliver taget en lang række fotos.

TV 2/Fyns fotograf og journalist er blevet indskærpet at stå helt stille under processen, for ellers kan rystelser i gulvet få fisken eller kameraet til at rykke sig en smule. Og det ville ødelægge hele optagelsen.

Billeder skal udstilles i hele landet

Søren Skarby og Morten Boe er trukket i støvdragter for ikke at komme til at afsætte hår og støvkorn på fisken. Det var nemlig tilfældet ved en prøvefotografering af en torsk, hvor et hår ødelagde en del af fotografierne.

Til sidst bliver stemningen lidt lettere i lokalet. De sidste fotos klikker ind i apparatet, og Søren Skarby rejser sig med et lettelsens suk.

- Operationen lykkedes, patienten døde.

De mange fotos vil blive udstillet fra 6. februar 2020 på Fjord&Bælt i Kerteminde. Derefter skal de udstilles på Naturama og andre steder i landet.

Arkæolog fra Odense Bys Museer Mikael Bjerregaard er i gang med at udgrave en grav fra vikingetiden, hvor resterne af et skelet stadig kan ses i jorden.

Egentlig er museet ved at undersøge et område med bronzealderbebyggelse ved Tietgenbyen. Men arkæologerne er stødt på en velbevaret vikingegrav i området, der kun ligger 600 meter væk fra en anden vikingegravplads, museet tidligere har undersøgt.

- Jeg er ved at grave vikingen frem, som er dukket op her. Vi kan se, at hans kranie ligger heroppe, og hans overarme er her, fortæller han, mens han forsigtigt skraber langs knoglerne i jorden.

At der stadig er knogler fra vikinger i gravene er usædvanligt, fortæller Mikael Bjerregaard.

- Vikingegrave finder vi af og til, men så er der som regel ikke noget af personen bevaret længere, så at vi her faktisk kan se omridset af personen, og knoglerne er til at tage og føle på, det er usædvanligt. Han har trods alt ligget der i 1100-1200 år.

Begravet med sin hund

Det er ikke kun vikingeknogler, der ligger i graven. I fodenden af graven ligger der også et velbevaret skelet efter en hund.

- Kraniet ligger her med de fine rovdyrtænder og forbenene her og ryggen her, og så er bagbenene herhenne. De har fulgt hinanden i graven, siger Mikael Bjerregaard, mens han peger ned i graven.

Det var normalt, at de værdifulde ting fulgte den døde med videre, i hvert fald når der var tale om en betydningsfuld person. Derfor er hunden kommet med sin herre i graven, siger Mikael Bjerregaard.

Og graven vidner også om, at det er en viking med en vis status, der er begravet ved Tietgenbyen.

- Det må vi tro ud fra gravens konstruktion. Han har ligget i en ret stor konstruktion med sin kiste, og hunden er også et statussymbol i vikingetiden. Den indikerer i sig selv, at han har været betydningsfuld.

Begejstrede arkæologer

Odense Bys Museer har i alt fundet 14 grave spredt i området, der alle er dateret til vikingetiden, men kun én grav, hvor der er fundet knoglerester. Det skyldes, at graven ligger dybere i jorden end de andre grave, og derfor er knoglerne ikke rådnet væk.

Som arkæolog er fundet af vikingeknogler noget, der begejstrer.

- Der er vi ret begejstrede allesammen som arbejder herude, for det er slet ikke noget, vi finder hver dag. Gravene kan vi måske finde, men så er der ikke så meget som en tand tilbage. Her kan vi tydeligt se den her person, og når vi får knoglerne op, så kan vi også blive klogere på, hvor gammel han blev, og måske kan vi se, hvad han er død af, og vi kan finde ud af, hvad det var for en hund, han havde, siger Mikael Bjerregaard.