Selvom kalenderen om fire dage viser forår, er der stadig lidt snevejr i vente.
Men først kommer der regnvejr, på grund af en frontzone der hænger centralt over Fyn.
- Afhængigt af hvornår man står op, kan det være rigtig vådt, siger Andreas Nyholm fra TV 2 vejret.
Men det klarer op i løbet af formiddagen, og derfor kan det altså være gavnligt at vente med at komme ud af døren, hvis altså man vil undgå at trække i regntøjet.
- Omkring otte tiden er det store regnvejr overstået og så følger der bare nogle byger, siger vejrværten.
Resten af dagen vil der være en frisk vind fra Nordvest men med pletvis solskin henover øen.
- Det er absolut en dag, der bliver pænere hen ad vejen, men vinden er også dominerende hen ad eftermiddagen, så det er på ingen måder noget der smager af forår, siger Andreas Nyholm.
Mulighed for sne
Selvom weekenden byder på solskinsvejr og noget der måske begynder at føles som forår, så er der stadig mulighed for at opleve sne natten til lørdag. Her vil der nemlig være pletvise snebyger henover hele Fyn.
Se hvordan det gik, da vinterens første sne meldte sig, og der var dømt snekamp i skolegården ved Ådalskolen.