Solen kigger frem flere steder

Efter flere dages gråvejr bryder solen søndag igennem skydækket - og vejret ser ud til at fortsætte.

Vi nærmer os med hastige skridt efteråret og den mørke tid. Vejrmæssigt har de seneste dage også bevæget sig en mere mørk retning, hvor dagene har været præget af skyer og gråvejr. 

Men søndag får de fleste fynboer større mulighed for at suge en hel del mere sol til sig. Der er nemlig en opklaring på vej. 

- Det virker ret sandsynligt, når man kigger i prognoserne, at skydækket bliver erstattet af andre skyer med større mellemrum imellem og dermed et kig til den blå himmel, siger Thomas Mørk fra TV 2 Vejret.

Fra morgenstunden ligger temperaturen omkring 11-12 graders varme, men vil i løbet af dagen stige til 14-15 grader. 

Det er også her - især om eftermiddagen - at solen har de største muligheder for at bryde igennem. Vinden vil være let til jævn og komme fra en østlig og nordøstlig retning.

Det fine vejr ser ifølge prognoserne ud til at fortsætte de næste dage, hvor solen nok har størst chancer for at kigge igennem skydækket tirsdag og onsdag.

- Det holder tørt, og så bliver det gradvist lunere i takt med at det blæser op fra sydvest, fortæller Thomas Mørk.

Tirsdag og onsdag kan temperaturen nogle steder snige sig op på 17 graders varme.





Oversigt

    Oversigt