Stolthed over GOG-kometer: Emil Jakobsen og Mathias Gidsel fik flyvende landsholdsdebut

De to VM-debutanter fra GOG har bragt stolthed til både Danmark og den sydfynske klub, da de søndag var med til at sikre Danmark guld til VM.

Med guldet tungt hængende om halsen var der glade ansigter hos hele det danske herrelandshold, da de søndag slog Sverige i finalen til VM i Kairo.

Men mellem guldmedaljer og glade ansigter, strålede to spiller ekstra meget, nemlig de to kometer fra GOG, Emil Jakobsen og Mathias Gidsel.

quote Men hvornår går man fra morgendagens stjerner til dagens stjernet. Det var så nu

Kasper Jørgensen, direktør i GOG

Begge drenge blev udtaget til landsholdet i efteråret og har fået deres debut til VM. En debut, de roligt begge kan være stolte af, lyder det fra direktør i GOG, Kasper Jørgensen.

- Der er ingen tvivl om, at de er trådt ud af skyggen og ind i rampelyset. Vi har vidst i lang tid, at de var lysende talenter. Men hvornår går man fra morgendagens stjerner til dagens stjernet. Det var så nu, siger direktør i GOG, Kasper Jørgensen.

Gidsel: Fra træningsglæde til VM-debut

Mathias Gidsel kan gå fra VM som den syvende bedste målscorer med i alt 40 mål banket i nettet til sidst første VM. På holdet kun overgået af Mikkel Hansen, der har scoret 48 mål. 

Den talentfulde bagspiller kom til Oure Efterskole, da han var 15 år for at gå på sportsefterskole. Siden har han haft sin gang i den sydfynske klub i Gudme.

Da TV 2 Fyn besøgte GOG tilbage i sommeren 2020 lige op til træningsstart efter coronapausen, anede 21-årige Mathias Gidsel ikke, at han blot seks måneder senere ville få den vilde VM-debut. 

- Det føles som juleaften. Det er noget, vi har glædet os til de sidste fire måneder, sagde Gidsel dengang.

I juli 2020 så Mathias Gidsel bare frem til at træne med GOG.
Fotograf: Morten Albek Redigering: Julie Lapp

Selvom Mathias Gidsel måtte placere sig på fløjen efter Lasse Svans skade, fik han scoret to mål i finalen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er helt vildt. Shit man, sagde Mathias Gidsel til TV 2 Sport lige efter kampen, hvor han beklagede sig lidt over at være havnet på fløjen, hvor han ikke har spillet siden han var U16-spiller.

Alligevel er der stolthed hos direktøren på Sydfyn.

- Det er jo helt vildt. Vi skal ikke mange år tilbage, før hele håndbolddanmark tvivlede på, om han blev en dygtig ligedpiller. Særligt det sidste års tid har han virkelig udviklet sig, og nu har han lavet en kometkarriere, siger Kasper Jørgensen.

Den unge bagspiller har desuden fundet vej til All Star-holdet for VM i Egypten sammen med Mikkel Hansen.

To spillere er på All Star-holdet for VM.
To spillere er på All Star-holdet for VM.
Foto: TV 2 Sport

Jakobsen: Coronatest og topscorer

Emil Jakobsen kan skrive sig ind på plads numer 70 i målscorerstatistikken med 22 mål. Men for ham var det noget af en start på VM.

quote GOG er den klub af alle klubber i verden, der har haft flest verdensmestre, og det er jo en fornøjelse at opleve

Kasper Jørgensen, direktør i GOG

Lige inden første danske kamp mod Bahrain blev han testet positiv for corona for anden gang og kunne derfor ikke spille med i de første kampe. Til kampen mod Japan var fløjspilleren endelig testet negativ og endte med titlen som kampens spiller og toscorer med 12 mål.

- Det havde jeg ikke lige regnet med. Først og fremmest er jeg sindssygt glad for at komme i kamp. Jeg har siddet derude med masser af kriller i kroppen, sagde Emil Jakobsen efter sin VM-debut.

Emil Jakobsen blev opfostret som håndboldspiller i Kerteminde, inden han rykkede videre til GOG, hvor han allerede dengang viste sig som et stort talent. 

- Han har jo en ekseptionel skudteknik og en enorm springkraft. Han kan noget mere end de fleste i den alder, fortalte  tidligere holdleder for Emil Jakobsen i Kerteminde Håndboldklub, Henrik Petersen, da TV 2 Fyn var på besøg i sidste weekend.

I Kerteminde drømmer de unge spillere om at blive Emil Jakobsen.
Fotograf: Foto: Anders Høgh Redigering: Julie Lapp

Klubben med flest verdensmestre

Kasper Jørgensen sad, som det meste af Danmark, klistret til skærmen søndag for at se Danmark slå Sverige. For ham er det nemlig ikke kun et verdensmesterskab til nationen, også til klubben på Sydfyn.

- GOG er den klub af alle klubber i verden, der har haft flest verdensmestre, og det er jo en fornøjelse at opleve, siger Kasper Jørgensen, der søndag er en meget stolt direktør og tilføjer:

quote De har jo bare ungdommens mod og glæde. De er vant til at vinde og har en fantastisk selvtillid og tror på egne evner

Kasper Jørgensen, direktør i GOG

- Det er jo endnu et skridt på rejsen fra en konkurs til nu at have vundet pokalmesterskabet og have fire verdensmestre på holdet. Så det er en helt sentimental følelse, siger han.

Selvom han allerede var klar over, hvor dygtige hans spillere er, var han imponeret over de to unge spilleres første slutrunde. Han er ikke i tvivl om, hvad der gør dem så gode.

- De har jo bare ungdommens mod og glæde. De er vant til at vinde og har en fantastisk selvtillid og tror på egne evner, fortæller direktøren.

De to unge spillere vender, sammen med holdkammeraterne på både landsholdet og i GOG Morten Olsen og Anders Zachariassen, snuden hjem mod Sydfyn, hvor der venter træning i den kommende uge. Og direktøren glæder sig til at få sine spillere hjem igen, selvom fejringen bliver lidt anderledes, end de kunne ønske.

- Som alt andet er det jo med mundbind, desværre. Det er jo facts. Men vi glæder os til at have dem alle til træning igen, hvor vi kan fejre det. VI kan jo ikke gøre det for publikum, siger han og fortsætter:

- Det bliver en stille fejring, men fra holdets side bliver det en stor modtagelse, fastslår han.

Både Emil Jakobsen og Mathias Gidsel har været udnævnt som kampens spiller til VM.

Oversigt

    Oversigt